OL-kortene holdes tæt ind til kroppen
Jan Pytlick holder kortene tæt ind til kroppen. De 15 navne til OL-truppen slipper ikke over landstrænerens mund før på fredag i Svendborg efter ugens kampe mod Holland og Rumænien.
Jan Pytlick holder kortene tæt ind til kroppen. De 15 navne til OL-truppen slipper ikke over landstrænerens mund før på fredag i Svendborg efter ugens kampe mod Holland og Rumænien.
De sidste to såkaldte landskampe mod Sverige har dog givet en klar melding om, i hvilken retning Jan Pytlick og ass. træner Kim Jensen arbejder med hensyn til pladserne som højre fløj.
Janne Kolling var igen sat til at spille, mens Louise Pedersen atter sad blandt tilskuerne. Og Anja Nielsen fik kun syv minutter på banen i Maribo-hallerne.
Hvis landstræneren havde haft nogen planer med Anja Nielsen og Louise Pedersen, havde førstnævnte fået mere spilletid, mens den anden havde fået chancen i går.
Så mere og mere tyder på, at landstræneren vælger at køre med kun én højre fløj til OL.
På venstre fløj har Anette Hoffmann sikret sig en plads i flyet til Sydney.
Line Daugaard og Christina Roslyng om den anden. P.t. står Line Daugaard stærkest.
I går sad Hoffmann på tilskuerpladserne, mens Christina Roslyng og Line Daugaard fik chancen for at sælge varen.
I den duel var Line Daugaard noget mere skarp, selvom Christina Roslyng gjorde alt for at spille op til sit absolut bedste.
Hun var bare tydeligt meget nervøs, og derfor blev hendes spil noget krampagtigt og uden den sædvanlige skarphed.
Jan Pytlick har ganske vist udtalt, at træningstimerne tæller meget med i bedømmelsen.
Men netop i kampe mod en så svag modtander skulle detaljerne selvfølgelig fungere.
Nu var det ganske vist heller ikke helt nemt at trylle i en kamp, hvor spillet især 1. halvleg ikke var velfungerende.
Spillerne havde tydeligt svært ved at sætte sig op til en ny kamp mod et svensk hold domineret af U-spillere.
Svenskerne havde da også prøvet at overtale Åsa Eriksson til at spille i går, men hun sagde pænt nej tak.
Landstræner Jan Pytlick var da heller ikke udpræget tilfreds.
"Det var for sløvt i 1. halvleg, hvor vi manglede fart og tempo. Der var ikke nok pres på fra vore angribere. Vi blev heldigvis mere skarpe efter pausen, hvor vort 6-0 forsvar også kom til at fungere bedre," siger Jan Pytlick.
Kom du et skridt nærmere OL-truppen?
"Det gør jeg hver dag, men jeg kan ikke her stå og vurdere hver enkelt spiller. De er såmænd under rigeligt pres, så derfor vil jeg heller ikke sætte navne på sikre OL-spillere," siger Jan Pytlick.
Efter B.T.s vurdering ligger det til, at Louise Pedersen og Rikke Hørlykke ikke kommer til OL.
Rikke Hørlykke er klart med her i træningsfasen for at aflaste Lotte Kiærskou og Camilla Andersen på playmakerpladsen.
Derfor vil B.T.s OL-hold se sådan ud:
Keepere: Gitte Sunesen, Lene Rantala, Rikke Petersen.
Katrine Fruelund, Maja Grønbek, Camilla Andersen, Lotte Kiærskou, Rikke Skov, Janne Kolling, Mette Vestergaard, Tina Bøttzau, Anette Hoffmann, Line Daugaard, Tonje Kjærgaard, Karen Brødsgaard.
Pernille Hansen, Christina Roslyng og Anja Nielsen kommer "kun" med i træningslejren i Melbourne forud for OL.
Danmark-Sverige 31-13 (11-6)