For bare et par uger siden var Jores Okore absolut bundprop i Aston Villas forsvarshieraki. Femtevalget.

Men lykken vendte, da tre af konkurrenterne - Ron Vlaar, Nathan Baker og Philippe Senderos - blev ramt af skader. Manager Paul Lambert gav Okore chancen, og det har han næppe fortrudt.

Fuld spilletid i tre kampe, fem point og kun to indkasserede mål er det foreløbige resultat af Okores succes-comeback. Og den anerkendte britiske fodboldjournalist Sam Tighe, der blandt andet har sin egen fodboldpodcast, har noteret sig den danske landsholdsspillers imponerende form.

»Okore er et monster«, konkluderer Tighe på sportsitet bleacerreport.com

»Offensivt er Okore den eneste af midterforsvarerne, der er villig til at spille bolden fremad og igennem kæderne. Det er forbløffende og uforståeligt, hvorfor han ikke har optrådt i Villas start-11'er tidligere på sæsonen, og hvorfor han kun er med nu, fordi Senderos, Vlaar og Baker er skadede.«

Paul Lambert er også imponeret. Efter tirsdagens 1-0-sejr over Burnley udtalte han:

»Det er Okores tredje kamp på kort tid, og han har været ude i mere end et år. Og jeg synes, at Cieran Clark gør det godt. De to har virkelig løftet deres niveau. Det er målet med fodbold; at have positive problemer med, hvem du skal udtage. Og det kommer de to til at give mig, når andre vender tilbage.«