Og hvad er et hjem så værd?
Hvor mange penge har vi? Hvad må vi bygge? Bliver børnene glade igen? Kan vi glemme Kolding i sommerhuset?
Hvor mange penge har vi? Hvad må vi bygge? Bliver børnene glade igen? Kan vi glemme Kolding i sommerhuset?
»Jeg føler jeg svigter børnene. De havde hver deres eget værelse. I det kommende år skal de dele ét værelse. Vi har ikke albuerum. Vi har ikke et sted, vi kan gå hen og lukke døren, hvis vi trænger til at være os selv.«
25 døgn efter fyrværkerikatastrofen i Seest har Peter og Pia Jørgensen flere spørgsmål end svar.
Peter har det især skidt med, at ægteparrets adoptivdøtre, Vanitha 13 og Tarika 9 år, ikke længere har de trygge rammer som før 3. november kl. 14.00.
Familiens parcelhus på Sandbjergvej ligger i ruiner og vil gøre det mange måneder endnu. Der, hvor parret er genhuset, rummer vinkelstuen både køkken, spisekrog, sofahjørne med TV og soveværelse.
Lever som flygtninge
Selv om kronprins Frederik torsdag med egne øjne så, hvordan Seest henligger som et sønderbombet område, som kronprinsen sammenlignede med det, han har set i Kosovo, så syntes problemerne i Seest at være små, set i forhold til de tusinder, som krigen på Balkan har jaget på flugt. Og alligevel, så er der ligheder:
»Hver gang vi har løst et problem, så dukker der et nyt op. Bedst som vi ser lys, så slukkes det af nye problemstillinger. Der er hele tiden noget vi skal forholde os til. Ting vi skal beslutte uden at kende konsekvenserne,« siger Pia Jørgensen og tilføjer:
Alle småting noteres
»Vi skal forsøge at huske, hvad der lå i de forskellige skabe og skuffer. Forleden aften da vi sad og grublede, sagde Taika pludselig, at hun havde en æske med hår-elastikker liggende i skabet. Det er også rigtigt, men skal man sætte sådan en æske hår-elastikker til 20 kr. på listen? »Ja,« siger forsikringsmanden.
Vi kan have haft 100 æsker med forskellige ting til 20 kr. liggende, og det giver altså 2.000 kr. Men her og nu, for os og for alle andre, kan det synes som små ting, men for pokker hvor ens hoved snurrer.«
Her i weekenden har familien Jørgensen besluttet at tage i sommerhus. De trængte til at komme langt væk fra Seest. Ideen bliver modtaget med jubel af pigerne. Peter og Pia føler for engangs skyld, at der er noget at glæde sig til, lige indtil smilet stivner på Peter:
»Nøglerne til sommerhuset er brændt! Nøglerne til hængelåsene til skabene, hvor vi har de ting, vi benytter, når vi er oppe i sommerhuset, de er også brændt. Så står man dér og ser i øjnene, at en afslappende weekend skal indledes med, at alt skal klippes op med en boltsaks. Og boltsaksen, den er også brændt, så sådan en skal jeg lige have anskaffet, inden vi tager i sommerhus.«
Mens mange af de omkring 250 husejere, der fik beskadiget deres ejendomme har håndværkere til at udbedre skaderne, så er Peter og Pia blot 25 dage henne i år 0. Branden, eksplosionerne og trykbølgerne efterlod dem intet andet end det tøj, de stod og gik i, da de blev evakueret.
Byggehelvede
»Vi har stadig ikke overblik over, hvad vi får fra forsikringsselskabet til at bygge for. Det ved vi først i næste uge. Jeg tror, vi får et sted mellem 1,5 og 2 mio. kr. Det skal dække 156 kvm. plus muret garage og seks kvm. kælder,« siger Peter.
Om erstatningen rækker og om de knapt 800.000 kr., indboet var forsikret for, dækker alt, står hen i det uvisse.
Ægteparret ved heller ikke, hvad kommunen kræver til de nye huse. En ny lokalplan for området er ikke færdig, og så kommer høringstiden. »Hvis kommunen gennem en ny lokalplan kræver, at vi alle bliver tilsluttet fjernvarmenettet, så er der ikke rigtig nogen fidus ved at få brændeovn. Den koster 20-25.000 kr.
Selv jeg godt kan lide at gå i skoven og sanke brænde og svede igennem, når jeg flækker brænde, så kan de penge kan ikke tjenes hjem. Det kunne de måske, hvis vi får lov til at få oliefyr igen. Nu tror mere på en varme genveksler kan spare på energiforbruget.
Jeg har kigget på mulighederne. Det koster omkring 30.000 for et rigtig godt system. Det vil jeg gerne investere for at få et godt indeklima,« siger Peter.
Han har selv lagt tusinder af timer i huset gennem 19 år på Sandbjergvej. Han har fræset riller i mure og skjult alle kabelføringer, både de nye elkabler, højttalerledninger, computernetværk og teleslyngen til den ældste datter Vanitha.
På inspirationsjagt
Derfor var sidste weekend afsat til besøg på en byggeudstilling i Hørning ved Århus, for at få kastet lys over en række af de mange uafklarede spørgsmål om indretningen af Pia og Peter nye hus, men drømmehuset fandt parret ikke. Til gengæld kunne de vende hjem til husvilde-boligen i Kolding med masser af inspiration.
»Et af husene have et køkken/alrum, som både Peter og jeg var helt vilde med. Det var så stort, at man sagtens kunne stille to borde op med plads til 20 spisegæster. Sådan et køkken skal være hjertet i vores nye hjem,« siger Pia.
Principperne ryger
Hun har det princip, at hun kun ryger i køkkenet, så det vil være alle tiders med et stort køkken som familiens samlingspunkt.
Men principper har det med at falde i denne tid. Pia har f.eks. aldrig røget i familiens bil, det har hun nu, hvor nogle dage overleves på kaffe, smøger og to Marie-kiks.
Peter tumler fortsat med planer om at få sit hobbyrum tilbage. Det er bare ikke det vigtigste lige nu. Han tænker mere på, hvordan pigerne får hver et værelse, som de kan lide, og som de kan indrette sig i.
Løsningen lå måske i et andet af prøvehusene på byggeudstillingen, hvor parret fik øje på to geniale børneværelser indrettet med hems. En idé som Peter selv fik for et års tid siden, og planerne om hvordan de kunne indrettes i det gamle hus havde han længe tumlet med.
»Da jeg så de to børneværelser i prøvehuset, blev jeg helt varm i maven. Det er første gang i 25 døgn, jeg har oplevet glæde over at se noget andet,« siger Pia.
Men hun og Peter er enige om, at et traditionelt typehus aldrig bliver løsningen. De vil indrette helt deres eget hus med de ideer og indtryk, de henter fra de forskellige huse, de har set, og med et islæt af det de havde. Men det har lange udsigter før drømmene bliver til realiteter.
am@bt.dk