Viborg FF kunne fredag præsentere kantspilleren Osama Akharraz på en kontrakt, der løber året ud.
I forbindelse med skiftet udtaler Viborgs sportschef Ole Nielsen til klubbens hjemmeside:
»Osama har nogle tydelige offensive kvaliteter, som vi har søgt efter. Han er kreativ, har god teknik, er udfordrende og har et godt blik for sine medspillere. Han har tidligere vist, at han er en rigtig, rigtig dygtig spiller i Superligaen.«
Osama Akharraz har spillet præcist 100 kampe i Superligaen for Brøndby, AGF og senest FC Vestsjælland, og offensivspilleren ser frem til at starte på en frisk i en ny klub.
»Jeg er meget glad for at få chancen i Viborg. Det er en god klub, der har gang i et spændende projekt med mange dygtige spillere.«
Akharraz har spillet på samtlige U-landshold, men det tidligere stortalent har haft svært ved at få gang i sin karriere, hvor han ofte er blevet kaldt et 'problembarn'. Således sluttede opholdet særdeles uheldigt i AGF, hvor en konflikt med klubbens fans endte med, at parterne måtte skilles i september 2014.