Liverpool har købt den belgiske landsholdsangriber, Christian Benteke, af Aston Villa. Det oplyser Liverpool på klubbens hjemmeside.
Handlen har været undervejs i et stykke tid, og onsdag aften meddelte Liverpool så, at Christian Benteke har gennemgået lægetjekket, og dermed skifter Villa Park ud med Anfield.
»Jeg er meget glad for at være her, og jeg vil gerne sige tak til ejerne og manageren for deres store indsats for at få mig hertil. Jeg glæder mig rigtig meget,« siger Christian Benteke til Liverpools hjemmeside.
Den 24-årige belgier kom til Aston Villa i 2012, og han har opbygget et ry som en af de mest kliniske afsluttere i ligaen. Når Benteke får en chance for at score, ender det meget ofte med mål.
I Liverpool er Benteke udset til at træde i fodsporene på den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling, som Liverpool for nylig solgte for lidt over en halv milliard kroner til Manchester City.
Liverpool sluttede i sidste sæson på sjettepladsen i Premier League. Aston Villa sluttede som nummer 17, og klubben - der har den danske landsholdsspiller Jores Okore i truppen - vil ganske givet blive nødt til at geninvestere nogle af pengene fra Benteke-salget på en eller flere nye spillere.
Overgangssummen for Christian Benteke er på 32,5 millioner pund (347 millioner kr.), og kontrakten er fem-årig.