Onsdag aften bekræftede Evian over for BT, at Brøndby var interesseret i deres venstre back Jesper Juelsgård, og nu er handlen blevet officiel.

Brøndby meddeler på sin hjemmeside, at de har købt Jesper Juelsgård fri fra Evian med omgående virkning, og at den tidligere FC Midtjylland-spiller får en kontrakt på fire år.

»Jesper Juelsgård er en rigtig dygtig back, som i mere end 160 officielle kampe for FC Midtjylland har demonstreret sine åbenlyse kvaliteter. Det gjorde, at en stærk, udenlandsk klub købte ham sidste sommer, og at A-landstræneren ad to omgange har udtaget ham til landsholdstruppen,« siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, om den nye spiller, der ikke har fået spilletid i Ligue 2 i de seneste weekender.

»Vi tror på, at Jesper kan finde sit høje niveau her hos os efter en vanskelig tid i Frankrig, hvor det ikke er blevet til tilstrækkelig spilletid. Med hans fart, offensive kvaliteter og gode dødbolde vil han passe godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på,« lyder det fra Troels Bech.

Brøndby har allerede de to venstre backer i Riza Durmisi, der fredag blev udtaget til de kommende landskampe mod Albanien og Armeniern, og Patrick Da Silva i truppen. Durmisis kontrakt udløber dog til sommer, og endnu er der ikke nået til enighed om en ny aftale, hvorfor klubben ifølge Troels Bech har hentet en endnu en spiller til positionen.

»Når vi henter Jesper Juelsgård nu, er det, hvad man kan kalde rettidig omhu. Vi har i forvejen to dygtige venstrebacks i truppen, men det er ingen hemmelighed, at vi endnu ikke er blevet enige om en forlængelse med Riza Durmisi. Derfor er der selvsagt en risiko for, at vi inden for en overskuelig fremtid står med et hul på den position, hvor vi fortsat ønsker stærk konkurrence om pladsen i startopstillingen. Det er årsagen til, at vi henter Juelsgård,« lyder det fra Troels Bech.

Jesper Juelsgård vil allerede deltage i Brøndbys lukkede træning lørdag.