Handlen har været undervejs i et stykke tid, men nu har Manchester City offentliggjort, at de henter den ivorianske angriber Wilfried Bony i Swansea på en 4,5 år lang kontrakt.
Det er en vaskeægte målscorer, som de forsvarende engelske mestre har hentet. Han har således scoret 34 mål i 70 kampe for Swansea siden hans ankomst i 2013. City skulle eftersigende betale op mod 28 millioner pund (ca. 270 mio. kr., red.) for Bony alt efter, hvordan han præsterer, og han kommer til at spille med nummer 14 bag på trøjen.
»Som spiller er det altid godt at være en del af en af de største klubber i verden, og det er en god mulighed for at være i denne situation nu. Jeg er meget stolt,« siger Wilfried Bony til klubbens hjemmeside.
»Jeg synes, det er en god beslutning for mig - Manchester City er med i Champions League. I slutningen af sidste sæson sagde jeg, at hvis jeg skulle skifte, så skulle det være til en klub i den turnering, fordi det er en stor turnering, som jeg virkelig gerne vil spille i og vinde.«
»Det er en motivation til at gøre mit ypperste. City er en stor klub med gode spillere med en masse erfaring. Jeg mener, at vi kan gøre det,« siger Bony.
Wilfried Bony er i øjeblikket med landsholdet, da han skal spille African Cup of Nations. Der går derfor noget tid, før Manchester City kan sende Bony i kamp. Han kan således være afsted helt indtil den 8. februar, hvis Elfenbenskysten går hele vejen i turneringen.