En officer, der har tjent i Afghanistan, er kendt skyldig i en sag om grov pligtforsømmelse ved Retten i Hillerød. Han idømmes en bøde på 8.000 kroner, skriver retten på sin hjemmeside.

Han var tiltalt for som chef at have oprettet en bødekasse, hvor de udsendte soldater kunne undgå, at strafbare eller disciplinære forseelser blev indberettet i det officielle militære straffesystem, hvis de betalte 200 dollar, omkring 1.000 kroner.

Retten fandt det dog ikke bevist, at der var etableret et egentligt bødesystem. Den tiltalte havde således »alene godkendt, billiget eller opfordret til, at der i få tilfælde blev betalt 200 US dollars til soldaternes fælles kompagnikasse, som en bod for enkelte soldaters forseelser. Der var i det væsentlige tale om utilsigtede skudafgivelser, som tiltalte antageligt var berettiget til at påtale,« lyder det i afgørelsen.

Officeren blev således dømt efter den militære straffelovs pargraf om forsætlig grov pligtforsømmelse, men ikke for pligtforsømmelse af særlig grov karakter.

- Ved strafudmålingen blev der blandt andet lagt vægt på, at overskuddet fra fælleskassen ikke tilfaldt tiltalte, men gik til kompagniets fester ved hjemkomsten. Derudover har tiltalte under udsendelsen efter det oplyste varetaget sit hverv som chef upåklageligt, og han må antages at have handlet under ganske særlige forhold. Endvidere har soldaterne, der betalte til kassen, forklaret, at de gjorde dette »af egen fri vilje,« står der i dommen.