Da højgravide Katie Medley og hendes mand Caleb tog til midnatspremiere på 'Batman: The Dark Knight Rises', skulle det være en sidste romantisk date før starten på et familieliv.

I stedet endte natten som et sandt mareridt, og nu hænger drømmene om en nystiftet familie i en tynd tråd.

For selvom 21-årige Katie Medley netop har født en lille søn, er det slet ikke sikkert, at Hugo Jackson, som den nyfødte skal hedde, nogensinde kommer til at møde sin far.

Caleb var nemlig ikke så heldig som sin bedre halvdel. Han blev John Holmes' fjerde offer, da den 24-årige mand gik ind i Colorado Theatre og startede en massakre. Caleb blev ramt i øjet og har ligget i koma på hospitalet, hvor han også har gennemgået tre operationer og fortsat kæmper for sit liv, det skriver The Mirror.

Imens ligger hans nyfødte søn på etagen over ham og venter på gode nyheder. Den lille har allerede været nede og hilse på Caleb, der er begyndt at vise små tegn på bedring.

- Han kan klemme folk i hånden nu, og hans puls skyder i vejret, hver gang der er nogen, der taler om den lille. Han viser tegn på at være i bedring, siger Michael West, der er en ven af familien.

Alt imens Caleb kæmper for sit liv, er Katie Medley stadigvæk i chok efter den brutale massakre i biografen. Hun fortæller om mareridtet, der næsten kostede hende - og måske kommer til at koste hendes mand - livet.

- Jeg troede først, at det var for sjov, eller at der var nogen, der var blevet revet med, da det skete under en kampscene. Så åbnede han ild, og Caleb blev ramt i højre øje.

- Jeg kunne ikke finde ud af, hvor slemt det stod til. Der var så meget blod, men han bevægede sig stadigvæk, og han blev ved med at køre sine fingre igennem håret.

- Caleb var den fjerde person, der blev ramt. De (redderne, red.) ventede ikke en gang på en ambulance; han blev lagt ind bag en politibil, og de kørte ham så direkte på universitetshospitalet.

- Jeg så ham ikke igen, fordi politiet tilbageholdte mig, og jeg anede ikke, om han var død eller levende, før de løslod mig kl. 4 om morgenen, siger Katie Medley til The Mirror.

Hvis Caleb, 23, overlever nedskydningen i biografen, får han helt nye problemer at tænke på. Han havde nemlig ikke en sygesikring, da han blev skudt. Derfor står han, i følge flere amerikanske medier, til at skulle betale godt to millioner dollar (knap 12 millioner kroner, red.) for de operationer, han har gennemgået.

Den ulykkelige situation har fået unavngivne personer til at starte en indsamling, der skal gå til betaling af regningerne.