Offentligt ansatte skal have lov til at sige, hvad de har lyst, mener et stort flertal af danskerne. Men det får de bare ikke lov til af deres chefer.
- Vi oplever, at de offentligt ansatte får at vide, at de ikke må udtale sig om kritisable emner som nedskæringer og besparelser, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for funktionærernes og tjenestemændenes Fællesråd, til Radio24syv.
Hvis de alligevel udtaler sig om emner, som cheferne helst ikke vil høre om, kan det ifølge Bente Sorgenfrey resultere i, at de offentligt ansatte bliver nægtet forfremmelse eller ikke får adgang til kurser og efteruddannelse.
Bente Sorgenfrey finder det problematisk for demokratiet, at de offentligt ansatte får mundkurv på.
- De lever af at betjene borgerne, deres løn er finansieret af borgerne, og de er også garanter for borgerne, siger hun til Radio24syv.
En undersøgelse lavet for tænketanken CEVEA viser ellers, at 91,1 procent af befolkningen bakker op om ytringsfrihed i den offentlige sektor.
BNB