De kastede sig ned på banen, bøjede hovederne, de omfavnede hinanden, og gik til sidst ud for at takke de danske fans. Og selv tak. De danske EM-drenge blev tiljublet, som havde de vundet. Og det havde de på en måde også: Respekt fra hele fodbold-Europa for måden, hvorpå de spillede fodbold med hjertet og aldrig lod sig kue af favoritterne.

For det var endnu en heroisk indsats fra de danske EM-vikinger, endnu en gyseraften, endnu en kamp hvor en fodboldstormagt fik danskerne at føle. Men desværre endnu et nederlag, som dog ikke kunne rokke ved, at det danske EM-hold har leveret en slutrunde, der vil blive husket som én, hvor Danmark atter plantede det rød-hvide flag på Europas fodbold-landkort.

Derfor var der også smil at spore gennem nederlagets tårer hos de danske spillere. For de gjorde, hvad de skulle, og hvad de kunne. En sejr og to nederlag, det sidste i aftes mod Tyskland, der objektivt set var bedre end Danmark og vandt fortjent. Alligevel kunne danskerne med et kæmpe kollektiv fighterhjerte gå ud af banen med løftede pander efter at have givet tyskerne kamp til stregen helt til det sidste.

I en kamp, hvor øje og øre konstant var på gruppens anden kamp, og som derfor skiftede mellem kvartfinale-himmel og -helvede. I det 11. minut var Danmark videre til kvartfinalen, i det 19. var vi ude, i det 24. minut var vi videre igen, og i det 27. minut var det igen Portugal, der var videre. Og sådan forblev det.

Det var et dansk hold i en stærk, offensiv opstilling. En startopstilling, hvor en modig Morten Olsen havde kastet sine stærkeste kort frem på banen i bevidstheden om, at der skulle point på kontoen. Landstræneren vendte sin midtbane-trekant om, så Kvist lå i bunden, mens Zimling og Jakob Poulsen lå fremme i et forsøg på at sætte pres på tyskernes defensive midtbane bestående af Schweinsteiger og Khedira.

Joachim Löw havde proklameret, at man tog danskerne alvorligt og derfor ikke ville stille med noget reservehold. Det gjorde tyskerne heller ikke. Det var et mandskab med verdensklasse på alle positioner, og som hvis fodbold var et spil efter bogen, burde have mast Danmark langt ned under Lvivs jord. Det gjorde de til dels i første halvleg, mens danskerne gravede sig fri igen i en anden halvleg, hvor man havde fortjent bedre.

I de første 45 minutter virkede det som om, at Tyskland var en mand mere på banen, og når playmaker Özil havde bolden, fremlagde han en plan på et splitsekund og skabte dermed konstant farligheder. Så da Podolski efter et indlæg fra Gomez, der kom fri af Simon Poulsen, scorede til 1-0, frygtede man det værste. Inden da havde Stephan Andersen reddet en kæmpe chance fra Müller, mens svaghed og manglende opdækning i forsvaret og ikke mindst på den defensive midtbane, hvor Kvist var alt for alene og nem at overspille, gav tyskerne muligheder.

Danskerne var kun farlige på kontrastød og dødbolde, og det var også efter hjørnespark, at Bendtner headede ind i det tyske felt, hvor Danmarks mindste mand, Krohn-Dehli mast mellem to fuldvoksne tyskere, kunne udligne og score sit andet EM-mål. Igen var Danmark kommet tilbage i en EM-kamp, og på dagen, hvor Danmark skabte et mirakel for 20 år siden mod Frankrig 1992-EMs sidste gruppekamp, foldede alle danskere hænderne og begyndte at tro.

Og med 1-1 ved pausen og et fornuftigt resultat, 1-1, i den anden kamp, fik danskerne blod på kvartfinale-tanden. Man kom ud til anden halvleg med mere boldbesiddelse og skabte også chancer, i det 50. minut efter et fantastisk dansk angreb kreeret i venstresiden af Agger og Simon Poulsen, ramte Jakob Poulsen stolpen, mens Bendtner og Agger havde muligheder.

Det var dog tydeligt, at udmattelsen havde taget fat i danskerne, og da Ronaldo scorede til 2-1 mod Holland, og Bender relativt let kunne score til 2-1 for tyskerne, efter at Jakob Poulsen slap sin markering 10 minutter før tid. Dér slukkede lyset for Danmark. Dér sluttede EM 2012.