Østrigske anmeldere raser over Fritzl-bog
Det vækker harme i Østrig, at en fransk forfatter har skrevet en bog om Josef Fritzl.
Det vækker harme i Østrig, at en fransk forfatter har skrevet en bog om Josef Fritzl.
ØSTRIG: De østrigske boganmeldere har alt andet end ros at skrive om en ny bog af den franske forfatter Régis Jauffret.
Hans nye bog, »Claustria«, en skønlitterær bog om den østrigske incestforbryder Josef Fritzl, er således kommet under hård beskydning hos østrigerne, hvor anmeldere kalder den »rent skidt«. Det skriver The Guardian.
- Denne bog er et fiktionsværk, skriver Jauffret i bogen, der dog alligevel trækker på megen fakta fra sagen om Fritzl, der holdt sin datter, Elisabeth, indespærret i en kælder under familiens hus i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. Hun fødte i alt syv børn i fangenskab, inden det blev opdaget i april 2008, hvor Josef Fritzl blev anholdt og siden idømt livsvarigt fængsel, som han afsoner på en psykiatrisk institution.
I bogen skriver den franske forfatter også fiktivt om familiens fremtid, og den blev pænt modtaget af de franske anmeldere, der kaldte den både »smuk« og »fantastisk«, da den udkom i hjemlandet.
Men da den så udkom på tysk i Østrig tidligere på måneden, var der ikke samme milde øjne at spore hos læserne.
- Den, der læser den, må vaske sine hænder grundigt bagefter, skriver en anmelder i avisen Die Presse.
Bogen »gør hver østriger til en forbryder«, skriver anmelderen i avisen Die Welt.
Régis Jauffret selv siger til The Guardian, at de østrigske anmeldere er sure, fordi han påpeger problemer i politiets og retssystemets arbejde i forbindelse med sagen.
- Min bog irriterer de østrigske medier, fordi jeg efterforskede på stedet, så de psykiatere, der undersøgte Fritzl, tog ud på gerningsstedet og jeg mødtes med eksperter, der har undersøgt Fritzls kælder. Deres konklusioner var, at kælderen ikke var af beton, at den ikke var lydtæt og at man i huset kunne høre alt, hvad der foregik i kælderen. Eksperterne blev ikke kaldt til retssagen. Deres rapport blev ikke læst op, siger han.
Bogen er udkommet på dansk i denne uge.