Søndag og mandag er europaminister Nicolai Wammen (S) vært ved et ministermøde i Aarhus og Horsens med sine europæiske kolleger, hvor blandt andet indholdet af en europæisk vækstpakke skal diskuteres.

Ministrene begynder mødet i Østjylland med et besøg på Vestas i Aarhus, hvor de vil drøfte mulighederne for grøn vækst med klimakommissær Connie Hedegaard og Vestas-topchef Ditlev Engel. Om aftenen samles ministrene på kunstmuseet Aros.

Mandag rykker ministrene til Horsens, hvor de skal debattere indholdet af den vækstpakke, som stats- og regeringscheferne ventes at vedtage senere på måneden. På mødet drøftes også indholdet af EUs fremtidige budget.

- Jeg glæder mig til at byde mine kolleger velkommen i Aarhus og Horsens. Østjylland er et fyrtårn for grøn vækst i Danmark. Det er vigtigt, at ministrene ser, hvad Østjylland kan. Nu er det så vores opgave som europaministre at samle puslespillet, så vi igen kan få gang i hjulene i Europa, siger Nicolai Wammen, der, før han blev minister, var borgmester i Aarhus.

BNB