Dramaet blev afsløret, da fem mænd i to biler, begge på danske nummerplader, i stærk fart kørte over motorvejen ved Haverslev-afkørslen midt i Himmerland.

I en rundkørsel, der bl.a. fører op til en stor McDonald, kørte den ene bil ind midt en chikane i vejen. Uheldet skete angiveligt, fordi føreren af bilen var såret.

Tililende fik sig noget af en overraskelse, da der på bilens passagersæde, sad en skudsåret mand.

De første Falck-reddere, der nåede frem, gjorde store øjne, da de så, den eneste skade på den ene bil var lidt ridser i lakken fra mødet med to plastik-afmærkningspæle, men det viste sig hurtigt, der var brug for ambulancer, en lægevogn og et lægehold.

De skudsårede armenere eller russere var truffet i brystet, i en skulder, én havde brækket et ben, og én blødte kraftigt fra et sår i ansigtet.

Dramaet fandt sted et par kilometer væk i en lysning i Rold Skovs vestlige del.

Hvem de andre - fjenderne - i skududvekslingen var, stod endnu uklart midt på aftenen. De fem i de to biler havde angiveligt adresse på et asylcenter i Vesthimmerland, men politiet kunne ikke bekræfte, hvem de sårede var og heller ikke, hvor de hørte hjemme.

Politiet i Hobro fik hurtigt assistance af alle ledige hundepatruljer i Hobro og Aalborg, og meget hurtigt koncentrerede man eftersøgningen om lysningen inde i skoven.

"Der er fundet en del patronhylstre, projektiler, knive og mobilradioer i det område, vi hidtil er nået igennem. Men vi har ikke fundet andre sårede eller spor efter nogen," sagde politimester Svend Aage Jenseby, Hobro, der selv var med i skoven, hvor efterforskningen blev ledet af souschefen, kriminalkommissær Søren Elg, Hobro.

I de to biler, der begge er bragt til tekniske undersøgelser hos politiet i Aalborg, blev der ikke fundet våben, og efter hvad der blev oplyst til B.T. på stedet, havde de to, der ikke var sårede, heller ikke våben på sig.

Dramet ved den meget stærkt trafikerede McDonald, blev pludselig et tilløbsstykke, bl.a. fordi de to biler stod sådan placeret, at politiet spærrede til- og frakørsel ved motorvejen.

I restauranten var der mange forældre med børn, der spiste fredagsmaden.

De tre sårede flygtninge eller asylsøgere blev alle kørt til Aalborg Sygehus under eskorte af tre politimotorcykler foran og to lægevogne bagved de tre ambulancer.

Ved sygehuset i Aalborg var også et stort politiopbud angiveligt for at beskytte de tre, hvis deres fjender havde fået nys om, at de ikke havde gjort deres arbejde ordentligt og ville sikre sig de tre, inden de sårede blev kørt på sygehusets modtagelse.

Om de såredes tilstand kunne politiet heller ikke oplyse meget. Én af de sårede er meget alvorligt svækket og var endnu i aftes i overhængende livsfare. Med hensyn til baggrunden for dramaet stod politiet stadig helt uden spor.

Der kunne være tale om bandeopgør mellem rivaliserende asylsøger-grupper, jalousi mellem to familier eller, som det også blev luftet, to bander, der ernærer sig ved menneskesmugling.