Ølstrejke breder sig
Ølstrejke breder sig
Ølstrejke breder sig
Strejken blandt 100 lagerarbejdere og chauffører på Carlsberg Terminal Vest i Fredericia bredte sig i dag til også at omfatte bryggeriets terminal Øst i Høje Tåstrup. Her gik omkring 150 lagerarbejdere og chauffører hjem efter et kort fagligt møde mandag morgen.
- Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og det eneste vi ved, er, at de strejkende har aftalt at mødes til et nyt fagligt møde tirsdag morgen, siger Carlsbergs indenlandske informationschef Ulla Skytte.
Ifølge et referat fra et fagligt fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening fredag strejker terminalarbejderne på grund af en række "vilkårlige afskedigelser" på terminalen i Fredericia.
Også den fysiske blokade mod Tuborgs Fredericia Bryggeri, der blev iværksat i sidste uge, blev opretholdt mandag morgen.
/ritzau/