Tirsdag skal republikanere den amerikanske stat Iowa stemme om, hvem, der skal være partiets præsidentkandidat. Men præsident Barack Obama stjæler rampelyset fra de republikanske kandidater, skriver Berlingske.

Præsidenten oplever bedre opinionsmålinger, og det skyldes bl.a. en bedre økonomi.

Ulrik Bie, som er chefanalytiker hos Nykredit og ekspert i amerikansk økonomi, opjusterer nu den amerikanske vækst i 2012 til 2,3 pct. fra 1,8 pct. i 2011.

Ledigheden i USA er faldet til 8,6 pct., to millioner nye job er blevet skabt siden sommer, og selv boligmarkedet og husbyggeriet viser tegn på liv.

Et fortsat økonomisk opsving er formentlig også et fortsat opsving i Obamas opinionstal, og en fremtrædende republikansk strateg erkender over for nyhedsbureauet AP, at bedringen er godt nyt for amerikanerne, men ikke for Republikanerne.

BNB