Målet om en vækst på 1,7 procent i 2013 er ikke realistisk, vurderer økonomer, der også tvivler på regeringens vurdering af næste års ledighed.

Danmark har bedre vækstudsigter end mange andre lande i Europa, fastslog både finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), da regeringens finanslovsforslag for 2013 blev præsenteret mandag.

Men det er for optimistisk, når regeringen forventer en vækstfremgang på 1,7 procent af bruttonationalproduktet, BNP, næste år. Det vurderer professor Bo Sandemann Rasmussen fra Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet.

- Et vækstmål på 1,7 procent virker lidt optimistisk i forhold til, hvordan økonomien ellers ser ud lige i øjeblikket. Det er tæt på, hvad man kunne kalde et opsving. Det virker ikke helt realistisk, siger han.

Væksten kommer sjældent med ét slag, og det gør de 1,7 procent svære at nå, forklarer han.

- Så skulle vi allerede kunne se nu, at virksomhederne fik lidt mere gang i ordrebøgerne. Men det kan vi ikke konstatere, siger han.

Samme konklusion når Christian Bjørnskov, lektor ved Nationaløkonomisk Institut på Aarhus Universitet, frem til.

- Et skøn på cirka 1,7 procent er umiddelbart i overkanten af det rimelige og sandsynligvis for optimistisk. Et bedre skøn ville være 1,4-1,5 procent, siger han.

Lektoren mener derfor også, at vi kan se frem til flere arbejdsløse end de 158.000 ledige, som regeringen regner med næste år.

- Skønnet er baseret på et efter alt at dømme for optimistisk vækstskøn, siger Christian Bjørnskov.

Regeringen forventer en fremgang på 0,9 procent af BNP i år og 1,7 procent for næste år. Det skyldes blandt andet skattereformen, kickstarten og en række andre initiativer, hvor 18 milliarder kroner over to år skal blive til 21.000 arbejdspladser.

Uden disse politiske tiltag ville væksten - ifølge regeringens egne beregninger - kun blive 0,3 procent i 2012 og 1,4 procent i 2013.