Økologien stormer frem i kantiner og offentlige køkkener
Salget af økologiske varer er vokset med 46 procent på ét år, og Økologisk Landsforening forudser yderligere stigninger.
Salget af økologiske varer er vokset med 46 procent på ét år, og Økologisk Landsforening forudser yderligere stigninger.
Danskerne har i mange år brugt økologiske varer, når de kokkererer derhjemme. Det er efterhånden ved at blive lige så almindeligt at finde økologi i danskernes kantiner som i deres indkøbsvogne.
Det viser en undersøgelse, som Økologisk Landsforening præsenterer lørdag. Den viser, at det samlede økologiske salg til danske kantiner og offentlige storkøkkener var 743 millioner kroner i 2011, hvilket er 234 millioner mere end i 2010.
Det svarer til en stigning på 46 procent på ét år. Tallene er baseret på indberetninger fra de 11 største foodservice-grossister i Danmark og Økologisk Landsforenings estimat for den resterende del af markedet.
- Vi ser vækst lige nu både i de private kantiner og i de offentlige køkkener. Mange private virksomheder vil gerne være bæredygtige og brande sig med en grøn profil og en økologisk kantine, siger Rikke Thorøe Grønning, der er foodservice-koordinator i Økologisk Landsforening.
- Indenfor de senere år er de offentlige køkkener i stigende grad også begyndt at lægge om til økologi, og det kommer til at vokse yderligere. Regeringen har fastsat et mål om, at der senest i 2020 skal være i gennemsnit 60 procent økologi i de offentlige gryder, og hver eneste dag bliver der serveret 500.000 offentlige måltider i Danmark, siger hun.