Tilbage i 2007 spillede Robert Lewandowski i den tredjebedste polske række, hvor han dog alligevel tiltrak interesse fra daværende sportsdirektør i OB, Kim Brink. En situation som Lewandowskis agent udmærket husker.
- Det er korrekt, at Odense var interesseret. Det var i 2007, hvor han spillede for Znicz Pruszków. OB's sportsdirektør var nede at se en kamp, men der skete aldrig mere end det, fortæller Cezary Kucharski til tipsbladet.dk.
Selvom OB var interessede, blev interessen aldrig så konkret, at det kom til et bud. Måske fordi OB vurderede, at Peter Utaka fra Royal Antwerp var en bedre forstærkning end den dengang 19-årige Robert Lewandowski.
- Jeg tror ikke, at Odense mente, at en spiller fra den tredjebedste polske række kunne gøre en forskel i Danmark. De så ham spille, men jeg hørte ikke mere fra dem, og vi kom aldrig til at forhandle, siger Cezary Kucharski, der stadig repræsenterer Robert Lewandowski.
I 2008 skiftede Lewandowski fra Znicz Pruszków til Lech Poznan i den bedste polske række for cirka 2,5 millioner kroner. Derefter gik turen i 2010 videre til Dortmund, som betalte 33 millioner for den i dag exceptionelle afslutter.