USA: Den amerikanske præsident, Barack Obama, leverede ikke en af karrierens bedste taler, da han natten til fredag dansk tid indtog scenen foran godt 20.000 ellevilde tilhørere i Time Warner Cable Arena ved Demokraternes konvent i Charlotte, North Carolina.

I præsidentens hjemland er mediernes eksperter således delte, når der skal fælles dom over Obamas tale, den klare hovedbegivenhed på konventet.

Som det ofte er tilfældet med Obamas taler, får han over en bred kam ros for den retoriske side, men de fleste er også enige om, at den vigtige hovedtale ikke når de samme højder, som tidligere præsident Bill Clintons tale natten til torsdag og Obamas kone, Michelle Obamas, tale dagen forinden.

Hvis Barack Obama har brug for opmuntring, er der mest at hente hos TV-stationen MSNBC, hvor kanalens politiske kommentator og vært på programmet Hardball, Chris Matthews, konstaterer, at nationens 44. præsident »gjorde det igen«.

Han betegner desuden talen som en regulær »home run-tale«.

Men samme begejstring er svær at finde andre steder ifølge netmediet Huffington Post, der har samlet en række tidlige reaktioner.

På CNN forklarer politisk kommentator og tidligere kampagnechef for Bill Clinton, James Carville, således, at talen var »rigtig god«, men:

- Det her var nok ikke en af konventets bedste taler.

CNN har også fået tidligere pressechef for præsident George Bush, Ari Fleischer, til at analysere Obamas længe ventede hovedtale.

Han mener, at talen var »skudt ved siden af«, ligesom Obama leverede »den samme gamle tale« fyldt med »mange af de samme løfter« som i Obamas tale for fire år siden.

På den konservative TV-station Fox News er reaktionerne generelt - og ikke overraskende - meget negative.

Her leverede den Pulitzer-vindende skribent og politisk kommentator Charles Krauthammer aftenens måske mest kolde analyse af Obamas ord.

- Han gav en af de mest tomme taler, jeg nogensinde har hørt på en national scene. Der var ingenting i den... Det er intet her, der fortæller os, hvordan han vil komme fra i dag til i morgen, forklarer Krauthammer.

Selv om talen altså ikke nåede tidligere højder, så var den dog stadig bedre end den, Obamas modstander, den republikanske Mitt Romney, gav på sit partis konvent i Tampa, Florida, i sidste uge.

Sådan lyder dommen fra Joe Scarborough, TV- og radiovært, tidligere politiker og nuværende vært på MSNBC.

- Præsidenten sagde ingenting i sin tale i aften. Men han sagde det så meget bedre, end da Mitt Romney sagde ingenting i Tampa.