Barack Obamas klare støtte til homoseksuelle vielser kan både være en fordel og en ulempe for den amerikanske præsident, når han skal på genvalg til november. Spørgsmålet deler nemlig vandene i den amerikanske befolkning.

Staten Indiana er et af de steder, hvor Obamas støtte til homoægteskaber bliver positivt modtaget. Derimod kan North Carolina, som også er politisk delt, være tabt for præsidenten efter onsdagens udmelding. I tirsdags stemte statens borgere for en ændring af bøsser og lesbiske ret til at gifte sig på lige for med heteroseksuelle.

Forbuddet mod vielser af par af samme køn viser den store udfordring, som Obama har i forhold til at skulle sammesætte en vælgerskare, som vil kunne slå Mitt Romney ved valget til november.

Før onsdagens udtalelser til TV-stationen ABC bevægede han sig mellem flere vælgergrupper ved at kæmpe for bøssers og lesbiskes rettigheder, men ikke for homoægteskaber. Der er dog blevet lagt pres på præsidenten, efter at hans vicepræsident, Joe Biden, for nogle dage siden sagde, at han havde det fint med ægteskaber mellem to af samme køn.

I store dele af USA er billedet det samme som i Indiana og North Carolina. En Gallup-måling, som kom tidligere på ugen, viser, at halvdelen af amerikanerne mener, at par af samme køn skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par, mens 48 procent mener det modsatte.

Også inden for de religiøse grupper deler Obamas holdning vandene. De liberale kristne i USA har fundet ny entusiasme omkring præsidenten.

- Det gør mig bare svimmel af glæde. Jeg har hoppet rundt hele dagen, lyder det fra pastor Annie Steinberg-Behrman fra United Church of Christ i Californien. Hun giftede sig i 2004 med sin partner.

Omvendt har Obama fået de konservative kristne på nakken, som citerer Biblens modstand mod homoægteskaber, og som nu har fundet en grund til at gå mod demokraten frem mod præsidentvalget.