Drabet på den 17-årige sorte teenager Trayvon Martin sætter sindene i kog i USA for tiden, og fredag sagde præsident Obama til nationen, at man fra politisk hold vil have afklaret »tragedien«.
Stridens kerne er, at politiet ikke har afhørt den mand, som dræbte Trayvon Martin i staten Florida, hvor den særlige lov »Stand Your Ground« giver lov til at forsvare sig, hvis man føler sig truet.
Ifølge CNN er loven årsagen til, at politiet ikke har arresteret og retsforfulgt drabsmanden, George Zimmerman, som ifølge eget udsagn skød Trayvon Martin i selvforsvar. Den afdødes forældre er uenige, og det samme er et utal af støtter, der kræver George Zimmerman bag tremmer.
- Jeg mener, at enhver forælder i Amerika forstår, hvorfor det er absolut vigtigt, at vi undersøger alle aspekter i denne sag, og at den føderale stat og lokale myndigheder hjælper hinanden med at afklare, præcis hvordan denne tragedie fandt sted, sagde USAs præsident ifølge CNN.
Obama tilføjede, at Trayvon Martins død rungede særligt i ham som afroamerikansk forælder.
- Hvis jeg havde haft en søn, ville han se ud som Trayvon, sagde præsidenten uden for Det Hvide Hus.
Mens Obama talte til nationen, forberedte demonstranter i Florida en protestmarch til Tallahassee, hvor statens myndigheder har til huse.
Republikanernes præsidentkandidat, Mitt Romney, sagde fredag ifølge NBC News, at han ligesom Obama vil have »en undersøgelse af »tragedien«.