I det amerikanske militærbudget for 2013, som blev sendt videre til godkendelse hos Kongressen mandag, vil præsident Barack Obama skære 1 procent af de militære omkostninger i forhold til 2012. Det svarer til godt 28 milliarder kroner. Det skriver Reuters.

For første gang i mange år bliver der dermed ikke postet flere penge i krigsudstyr og forsvarspersonale. Og det vil der heller ikke de kommende år. I alt skal der over det næste årti spares 487 milliarder dollars, hvilket er godt 2,7 billioner danske kroner på våben og personel, mens det strategiske fokus ifølge Obamas plan skal flyttes til Asien.

De amerikanske soldater i Irak skal trækkes hjem, og tilstedeværelsen i Afghanistan skal formindskes markant. Det betyder, at krigsudgifterne til de amerikanske krige vil falde med 23 procent.

Også forskellige former for missiler skal USA fremover have færre af, for over en periode på fire år skal missilforsvaret skæres med godt 265 milliarder danske kroner.

Til gengæld vil Obama skrue op for den økonomiske og militære støtte til kampen for demokrati i Mellemøsten, det såkaldte Arabiske Forår. Således vil han give mere end 4,4 milliarder i økonomisk hjælp, mens han har bedt Kongressen om at holde den militære hjælp til Egypten på knap 7,3 milliarder kroner.

Det ændrede fokus til Asien hos det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skyldes, at USA forsøger at gardere sig mod Kinas voksende indflydelse i regionen. Derfor er der sat penge af til nye opgraderinger, der er nødvendige for fokusændringen, såsom langdistance-bombefly, mens pengene til andre våben bliver færre.