Obama og Romney får støtte af unge danske politikere
Et hold fra Konservativ Ungdom skal onsdag aften overvære Romneys tale. Tidligere har et stort hold unge socialdemokrater taget del i Obamas kampagne.
Et hold fra Konservativ Ungdom skal onsdag aften overvære Romneys tale. Tidligere har et stort hold unge socialdemokrater taget del i Obamas kampagne.
Når republikaneren Mitt Romney onsdag aften amerikansk tid genoptager sin valgkamp, der har været sat på standby på grund af superstormen Sandy, vil det være med otte medlemmer af Konservativ Ungdom blandt tilhørerne.
De unge konservative deltager i det såkaldte »Victory Rally« i Jacksonville, Florida, for at vise deres støtte til deres foretrukne præsidentkandidat, fortæller landsformanden for Konservativ Ungdom, Kristoffer Beck.
- Vi synes, hans politik er den, der bedst kan få USA ud af den krise, landet er i nu. Man kan faktisk sammenligne det meget med Danmark. Obama vil øge det offentlige forbrug og forsøge at komme ud af krisen den vej, hvilket har vist sig ikke at virke. Romney vil sænke skatten for virksomhederne og på den måde sætte gang i væksten, siger Kristoffer Beck.
Den konservative delegation kom til USA søndag og skal være der til et par dage efter valget 6. november. De tog inden afrejsen kontakt til organisationen »Young Republicans«, som Kristoffer Beck betegner som en pendant til Konservativ Ungdom.
Organisationen har lagt et program for danskerne, der både byder på møder med republikanske politikere og aftenens valgmøde, men også plads på holdet, så de har været med til at gå dør til dør og overbevise vælgere om, at Romney er det rigtige valg for USA.
I USA fylder debatten om fri abort typisk meget i valgkampene, og her er hovedparten af republikanerne imod. Men det forhindrer ikke de unge konservative i at støtte partiet.
- Vi er ikke imod fri abort, men det er heller ikke det, der er kernen i det her valg. Det handler om, hvordan man kan få gang i væksten og skabe vækst, og det mener vi, Romney er bedst til, siger Kristoffer Beck.
Det er dog ikke kun Romney, der får støtte fra dansk side. Således er en større delegation fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, netop vendt hjem fra en tre ugers tur til USA for at støtte Obama.
Her besøgte socialdemokraterne de to vigtige svingstater Florida og Ohio, hvor ingen af kandidaterne på forhånd har et klart flertal, hvilket gør staterne afgørende for det endelige valg.
Formanden for DSU, Camilla Schwalbe, trækker ligesom sin konservative kollega en parallel til Danmark, når hun beskriver forskellen på Romney og Obama.
- Det kan sagtens sammenlignes med herhjemme. Man har Romney på den ene side, der vil give skattelettelser til de rige, som fører fagforeningsfjendtlig politik, som ønsker at skære ned på de offentlige ydelser, forklarer formanden.
Ved siden af kampagnearbejdet var hun blandt andet med ved to af Obamas valgmøder, og hun er ikke i tvivl om, at han er den rigtige kandidat,
- Obama ønsker at sætte gang i væksten igen, han ønsker at regulere finanssektoren, så man ikke igen kaster verden ud i en afgrundsdyb krise. Han ønsker at investere i uddannelse, og samtidigt vil han også have et stærkt socialt sikkerhedssystem bestående af en mere fri og lige adgang til både uddannelse og sundhed, siger hun.
- Skillevejene står meget tydeligt over for hinanden, og jeg kunne ikke forestille mig at skulle stå bag andre end Obama, understreger hun.