Der skal findes en politisk løsning på krisen i Ukraine og blodbadet skal øjeblikkeligt ophøre, siger den amerikanske og russiske præsident og den tyske kansler.
Den tyske kansler, den amerikanske præsident og den russiske præsident dannede torsdag fælles front og opfordrede til en politisk løsning på den blodige krise, der omspænder Ukraine. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
»Kansleren og præsidenterne er nået til enighed om at opfordre til en politisk løsning på krisen i Ukraine så hurtigt som muligt og til en afslutning på blodbadet,« lød det i en erklæring fra den tyske regering, efter Angela Merkel og Barack Obama havde diskuteret sagen i telefonsamtaler med Vladimir Putin.
Ifølge AFP informerede Angela Merkel de to andre statsledere om de samtaler, som udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen havde haft med ledere af oppositionen og med den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, i Kiev torsdag. Her åbnede Viktor Janukovitj for muligheden for et tidligt valg.
Situationen er eskaleret de seneste dage efter tre måneders protester, og de foreløbige meldinger er, at op mod 100 demonstranter og politifolk har mistet livet de seneste dage.
Dagen igennem er chokerende billeder tikket ind fra Kiev. Ukrainske specialstyrker har skudt med skarpt og dræbt flere, og amatøroptagelser fra frontlinjen viser tydeligt snigskytter tage sigte mod demonstranter.
Urolighederne er uden sammenligning de drabeligste siden Ukraines uafhængighed.
Demonstrationerne blev oprindeligt antændt af Viktor Janukovitjs beslutning om at droppe en handels- og associeringsaftale med EU til fordel for tættere bånd til Moskva, men i dag synes demonstranterne mest af alt at være enige om, at præsidenten skal gå af.