VENEZUELA: Venezuelas regering bør løslade tilbageholdte demonstranter og gå i dialog med sine modstandere, siger den amerikanske præsident Barack Obama ifølge Reuters.

Barack Obama kritiserer desuden den venezuelanske regering for tidligere på ugen at have udvist tre amerikanske diplomater, som blev beskyldt for forsøg på at rekruttere demonstranter i Caracas.

I stedet for at »opfinde falske anklager« mod amerikanske diplomater bør den venezuelanske regering fokusere på folkets »legitime klagepunkter«, siger præsidenten.

Urolighederne i Venezuela har onsdag kostet endnu en person livet, rapporterer den venezuelanske TV-station VTV ifølge Reuters. I modsætning til den 22-årige kvinde, der døde tirsdag efter at være blevet ramt af skud, var onsdagens dødsfald mere indirekte forårsaget af demonstrationerne.

En kvinde med hjerteproblemer døde her, efter den ambulance, der skulle have bragt hende på hospitalet, blev blokeret af demonstranter i Caracas.

Dermed har seks personer mistet livet i forbindelse med den politiske uro i Venezuela.

Demonstranterne kræver, at præsident Nicolas Maduro går af på grund af korruption og galopperende inflation. Desuden skal regeringen også opløses, lyder kravet fra demonstranterne.

Oprørslederen Leopoldo Lopez overgav sig tirsdag til sikkerhedsstyrker efter tre ugers demonstrationer. Han opfordrer dog alligevel til, at protesterne skal fortsætte, så den socialistiske regering bukker under.