USA: Hvis de algeriske myndigheder har brug for nogen hjælp overhovedet efter det blodige gidseldrama i ørkenbyen In Amena, så står amerikanerne klar i kulissen.

Det lovede den amerikanske præsident, Barack Obama, da han lørdag tog bladet fra munden om gidseltagningen på gasanlægget i Algeriet.

- De amerikanske folks tanker og bønner er hos familierne til de dræbte og sårede i terrorangrebet i Algeriet, lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra Barack Obama.

- Skylden for denne tragedie ligger hos de terrorister, der står bag, og USA fordømmer deres aktion i de stærkest mulige vendinger.

Barack Obama understreger, at USA vil fortsætte samarbejdet med landets allierede i Nordafrika i kampen mod terrorisme.

- Dette angreb er en påmindelse om den trussel, som al-Qaeda og andre voldelige grupper udgør i Nordafrika, lød beskeden fra præsidenten i en skriftlig meddelelse.

Barack Obama oplyste ikke, om der var amerikanere blandt gidslerne.

Ifølge de algeriske myndigheder er i alt 23 gidsler og 32 gidseltagere omkommet under dramaet i ørkenbyen, der blev afsluttet lørdag eftermiddag med en aktion, hvor syv gidsler og 11 gidseltagere blev dræbt.