Den amerikanske valgkamp er skudt i gang lørdag med Barack Obamas officielle kampagnestart. Og det gik ikke stille af sig på det store Ohio-universitet, hvor præsidenten talte til et taknemmeligt publikum.

- Vi er nødt til at bevæge os mod en fremtid, hvor alle får en fair chance, hvor alle gør deres del af jobbet, og hvor alle spiller efter de samme regler, sagde Barack Obama fra talerstolen. En Obama afslappet klædt med opsmøgede ærmer og uden slips, som vi kender ham fra sejren i 2008.

Hans ord blev mødt med klapsalver og kampråb fra de omkring 14.000 mennesker i salen - endda et »I love you« fra et barn, som han responderede med et »thank you«.

Efter en introduktion fra sin kone, Michelle Obama, talte præsidenten om de udfordringer, USA står over for, og hvordan han har tænkt sig at løse dem.

- Jeg vil stoppe belønningen af virksomheder, som sender arbejdspladser og profit til udlandet, og jeg vil begynde at belønne virksomheder, der skaber jobs her i USA, sagde Obama, der også havde en bunke af sine velkendte punch-lines med i tasken.

- Ja, der var tilbageslag, ja, der var skuffelser. Men vi gav ikke op, og vi giver ikke op. Sammen kæmper vi os tilbage. Det er ikke bare et valg. Det er et knald eller fald-øjeblik for middelklassen, fastslog han.

Obamas modkandidat, Mitt Romney, fik også et par ord med på vejen. Obama beskrev ham som en »patriotisk amerikaner, som har skabt en vidunderlig familie« - men dog har lært alle de forkerte erfaringer fra sin karriere i politik og erhvervslivet.

- Ohio, jeg siger jer. Vi må ikke give ham en chance.

Der er 184 dage til valgdagen.