USA: Endnu en person melder sig under fanen af kritikere, der skoser Barack Obama for hans ringe optræden ved sidste uges TV-debat mod Mitt Romney. Denne gang er det præsidenten selv.

Under et stort fundraising-arrangement i Los Angeles tog Obama brodden af kritikken ved at tilslutte sig den. Det skete, da han gik på scenen efter musikerne Katy Perry, Jon Bon Jovi og Stewie Wonder samt skuespilleren og den tro Obama-støtte, George Clooney, der havde optrådt for at samle penge ind til Obamas valgkampagne.

Efter at stjernerne havde forladt scenen, var det Obamas tur til at adressere de omkring 6.000 publikummer i salen i The Nokia Theatre. Det gjorde han med ordene:

- De (kendisserne, red.) optræder helt fejlfrit aften efter aften. Det gælder ikke altid mig, sagde Obama, der fik publikum til at grine og klappe.

I sidste uge mødtes Obama og den republikanske udfordrer til præsidentposten, Mitt Romney, i valgkampens første TV-duel. Her blev Obama siden kritiseret for at være uoplagt og mat, mens Mitt Romney klarede sin præstation til UG. Det har også givet udsalg i meningsmålingerne, hvor Romney er gået frem efter debatten.

Men der skal mere til at slå Obama ud end én dårlig præstation, lovede han samtidig sine tilhængere. Han begik også fejl, da han sidste gang blev valgt til præsident tilbage i 2008, mindede han om:

- Ting ser altid så fine ud, når man ser tilbage. Men når man står midt i det... Vi begik masser af fejl. Vi dummede os. Jeg dummede mig. Men det amerikanske folk bar os fremad, sagde Obama ifølge Reuters.