Orkanen Sandy har sat den amerikanske østkyst på den anden ende inden den forventede ankomst sent mandag. I New York alene er 375.000 indbyggere blevet evakueret, og Barack Obama har sat sin valgkamp på standby, mens amerikanerne venter.

Søndag mødtes den amerikanske præsident med landets ypperste vejr- og beredskabseksperter, og de overbeviste ham om, at Sandy kan blive en hård omgang.

- Mit hovedbudskab til alle involverede er, at vi skal tage det her seriøst. Regeringen arbejder effektivt med de lokale myndigheder, og det er vigtigt, at befolkningen i de ramte stater tager det seriøst. Lyt til myndighederne, lød rådet ifølge en række amerikanske medier fra Barack Obama.

På pressemødet forsikrede han de lokale myndigheder om, at der vil være fuld opbakning til indsatsen under orkanens forventede hærgen fra Det Hvide Hus.

- Min besked til guvernører såvel som borgmestre er, at hvis der er noget, de har brug for, så vil vi være der, sagde Obama og understregede, at de normale spilleregler er sat til side under Sandys besøg.

- Vi vil sikre os, at vi foregriber situationen og ser fremad, så vi har det bedst mulige svar til det, der bliver et stort og rodet system, sagde Barack Obama.

Den amerikanske administration har ifølge Reuters givet alle offentligt ansatte, minus redningsarbejdere, i de berørte områder fri mandag, hvor Sandy forventes at ramme østkysten.

Barack Obama skulle have været i Virginia og Colorado for at føre valgkamp op til valget 6. november, men har aflyst turene for at kunne følge udviklingen i forbindelse med orkanen fra Det Hvide Hus.