Lasse Kryger skifter til OB efter fire år i Horsens, det meddeler den fynske klub mandag, hvor de også bekræfter tilgangen af forsvarsspilleren Lasse Nielsen fra FC Vestsjælland.

Kryger skifter til Odense på en toårig kontrakt, og især udsigten til endnu tørn i Superligaen har vejet tungt for den 31-årige alt-mulig-mand.

- OB kom med et godt tilbud til mig, de har spændende planer for mig og holdet i fremtiden, jeg bor i Odense, og jeg vil gerne spille i Superligaen igen, så det gik op i en højere enhed. Jeg glæder mig til at bidrage med mine kvaliteter i OB, og jeg ser frem til en spændende sæson, siger Kryger til Horsens' hjemmeside.

Trods status af topscorer for AC Horsens i den forgange sæson er Kryger udset som ny førstemand på højrebacken i OB. En plads, som efterlades tom med afgangen af Espen Ruud. I OB glæder man sig over tilgangen af Kryger.

- Vi kender Lasse Kryger fra mange Superliga-sæsoner som kantspiller, og tidligere har han også optrådt som angriber. I OB forventer vi, at han primært skal konkurrere på højre back, hvor han kan være med til at fylde ud efter Espen Ruud. Lasse Kryger kommer med et stort løbepensum og styrke i hovedspillet, og i den seneste sæson lavede han 12 mål for AC Horsens. Han byder desuden ind med erfaring i en ellers ung trup, siger cheftræner Troels Bech, der også roser det andet nye ansigt, Lasse Nielsen.

Den 27-årige forsvarsspiller kommer fra FC Vestsjælland, hvor han har været siden 2011, og han var en del af oprykningen og klubbens flotte første sæson i Superligaen. Han er udset til at erstatte klubmanden Anders Møller Christensen, der forlader de stribede fynboer efter mange års tro tjeneste.

- Lasse Nielsen har i den seneste sæson overbevist alle om, at han er en god defensiv leder. Efter vores mening har han en stor del af æren for FC Vestsjællands stærke forsvar. I OB får han konkurrence af meget dygtige unge forsvarsspillere, og her byder Lasse Nielsen ind med lidt mere alder og rutine. Desuden har han været ganske målfarlig med fem mål i sidste sæson, og han kan forhåbentlig styrke os på dødboldene, som er et område, hvor vi gerne vil udvikle os i den kommende sæson, siger Troels Bech om Lasse Nielsen, der ligesom Kryger har fået en toårig aftale i OB.

OB sluttede Superliga-sæsonen som nummer otte efter endnu en svingede sæson.