Fra den 1. januar skal alle, der kigger på bilen, kunne identificere tre ting: På siderne af bilen skal der stå firmanavn og firmalogo, hvis man har et sådant, og endelig firmaets CVR-nummer, dvs. det nummer, som firmaet er registreret med hos myndighederne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) beskriver kravet om nummerering af gulpladebilerne som endnu et skridt i kampen mod sort arbejde. Både Skat og borgerne nu får et nyt redskab til at få afsløret sort arbejde.

- Medarbejderne i Skat får nu mulighed for at se, hvilke virksomheder der arbejder på stedet , så der bliver skabt åbenhed og synlighed med arbejde, der foregår uden for normal arbejdstid. Desuden kan den enkelte borger vurdere, om han vil reagere på noget, der ser underligt eller mistænkeligt ud. Jeg vil ikke opfordre til anmelderi, men det skal være sådan, at borgere, der har en mistanke om, at virksomheder snyder fællesskabet, skal kunne henvende sig med deres oplysninger, siger skatteministeren til Jyllands-Posten..

I Håndværksrådet hilser formand Niels Techen som udgangspunkt planerne om at mærke erhvervsbiler velkommne.

- Vi synes, at det er et godt led i bekæmpelsen af det sorte arbejde, at man kan se navnet og logoet på firmaet på siden af bilerne. Sådan er det også allerede på mange af håndværkerbilerne i dag. Men det er gå for vidt, at virksomhederne nu skal til at sørge for, at mere end et hundrede tusind biler får skrevet deres CVR-nummer på siden, siger Niels Techen til Jyllands-Posten.