Nyt Utøya skal stå klar i 2015
Unge socialdemokrater i Norge vil bruge 60 millioner kroner på at genopbygge Utøya, som skal være landets førende kursus- og lejrsted for ungdommen, når genopbygningsarbejdet er færdigt i 2015.
Unge socialdemokrater i Norge vil bruge 60 millioner kroner på at genopbygge Utøya, som skal være landets førende kursus- og lejrsted for ungdommen, når genopbygningsarbejdet er færdigt i 2015.
Fredag morgen afholdt den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, AUF, en pressekonference, hvor de præsenterede planen om at genopbygge Utøya. Øen, hvor Anders Behring Breivik sidste sommer skød 69 mennesker, der var på lejr med AUF.
Genopbygningsfonden har indtil videre fået 40 millioner norske kroner i kassen, men vil gerne have 60. AUF håber at få de resterende 20 millioner kroner gennem nye bidrag. Det skriver aftenposten.no ifølge b.dk.
AUFs leder, Eskil Pedersen, sagde til pressekonferencen:
- Baggrunden for dette arbejde er mørkt, men vi håber på at genrejse Utøya. For os er dette et signal om, at vi som politisk organisation ikke lader os true til stilhed, men også at vi ikke lader os true væk fra de områder, som er så vigtige for os.
Eskil Pedersen sagde til pressekonferencen, at han selv har tilbragt alle somre i sin ungdomstid på øen, og at Utøya har formet hans engagement.
- Vi ønsker, at kommende generationer skal komme til at opleve de værdier, som står så centralt på vores ø - fællesskab, solidaritet og mangfoldighed, sagde han.
Samtidig lagde Eskil Pedersen dog vægt på, at terrorangrebet 22. juli 2011 aldrig vil blive glemt:
- Ingen vil gå i land på Utøya uden at tænke på det, der skete 22. juli. Derfor skal det også være sådan, at forældre og pårørende skal kunne komme og mindes dem, de har mistet, sagde han.
Det er planen, at der skal udformes et mindesmærke på øen, men arbejdet med mindesmærket er endnu ikke begyndt, da AUF ønsker, at pårørende og efterladte skal være med i beslutningsprocessen.
Ifølge en pressemeddelelse fra AUF er følgende en del af genopbygningsprojektet: Et mindested for terrorangrebets ofre. En ny hovedbygning med konferenceområde, møderum, spisesal, køkkenfaciliteter, gallerier, bazarområde og klokketårn. Udbedring af ankomstvejen og opgradering af infrastruktur. Opgradering af aktivitetsområder, flere indendørs overnatningspladser og en ny udendørs scene til koncerter og kulturarrangementer.
AUFs plan for genopbygningen af Utøya er, at øen skal blive Norges førende kursus- og lejrsted for de unge.