Det skabte stor virak, da DF'er Cheanne Nielsen fra talerstolen på Dansk Folkepartis årsmøde sagde, at udlændinge sviner, stjæler, svindler, voldtager og dræber. Hun har siden trukket i land, men mandag kommer hun med endnu et udfald mod udlændinge - uden at undtage nogen.
»Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber.«
Sådan sagde Cheanne Nielsen, som på Dansk Folkepartis årsmøde var den delegerede fra København og ifølge sin Facebook-profil læser på Copenhagen Business School (CBS). Udtalelsen medførte klapsalver fra salen, men også kraftige reaktioner fra blandt andet lederen af Liberal Alliance, Anders Samuelsen, der proklamerede, at han ville have smidt både hende og de mange klappende tilhørere ud af partiet, hvis det var foregået i LA.
Siden har hovedpersonen selv blødt sine udtalelser op ved at sige følgende til Politiken:
»Jeg skulle have sat ordet 'nogle' ind i min tale. Det var det, der gik galt, og det har jeg bestemt lært af.« {embedded type="node/polls" id="47167593"}
BT har forsøgt at få den københavnske DF'er i tale mandag, men hun har ikke ønsket at kommentere mere på sagen. Men at hun mente alle udlændinge, fremgår også i avisen Informations printversion, for selvom hun har modereret sine udtalelser, siger Cheanne Nielsen i mandagens avis i generaliserende vendinger om netop udlændinge:
»Jeg siger det, fordi det er rigtigt. Det er en del af deres natur, og man ser det i medierne hele tiden. Jeg bor selv på Amagerbro (i København, red.), og jeg tør ikke engang tage en løbetur om aftenen længere. Det er deres natur, og derfor skal de ikke være her.«
Denne kommentar er et medlem af Folketinget, som er valgt på Amager og vokset op på øen, faldet over. Socialdemokratiske Peter Hummelgaard Thomsen mener, at Cheanne Nielsen tager Amager som gidsel i sit nye udfald mod udlændinge.
'Kære Cheanne Nielsen. Lad være med at tage Amager som gidsel i dit mørke og hadefulde verdenssyn. For det her er førsteklasses-nonsens. Intet mindre,' skriver han i et Facebook-opslag.
Artiklen fortsætter under opslaget:
Han kalder hendes kommentar i Information for et 'Trump-agtigt' udfald mod udlændinge og mener, at der ER problemer på Amager, men også at det går den rigtige vej. Det går bare ikke stærkt nok.
'Men det skyldes fandengalme ikke, at det ligger i nogens 'natur'. Vi skal gøre mere for at skabe tryghed på Amager. For det handler mere om at Rigspolitiet har lukket politistationen derude (det kæmper vi i øvrigt for at lave om!), at den sociale ulighed vokser og at den organiserede kriminalitet har for meget spillerum. De, der er utrygge over den udvikling, har alle farver og alle slags baggrunde,' skriver Petter Hummelgaard Thomsen.
Han slutter af med at skrive, at han mener, formand for DF, Kristian Thulesen Dahl, skal rydde op 'i sin butik' og tage afstand fra det 'perfide tankesæt.'
Det har ikke fået nogen konsekvenser for Cheanne Nielsen, at hun er kommet med udtalelserne. Dagen efter årsmødet udtaler Kristian Thulesen Dahl til Politiken.
»Jeg tror i virkeligheden, at den pågældende person selv mener, at hun kom til at være for generaliserende fra talerstolen.«
