Nyt stort underskud i Silkeborg
Fodboldvirksomheden Silkeborg IF er fortsat en hamrende dårlig forretning.
Fodboldvirksomheden Silkeborg IF er fortsat en hamrende dårlig forretning.
I går meddelte man Fondsbørsen, at man i årets første seks måneder har oparbejdet et underskud på 7,2 mio. kroner efter afskrivninger.
Man undskylder sig med, at sidste sæsons sjetteplads i Superligaen var langt under forventning.
I samme forbindelse fortæller man, at klubbens førsteholdstrup slankes til 18-20 spillere på fuldtids-kontrakter suppleret med tre-fire talenter. Omregnet til kontrakter på fuld tid vil dette betyde en reduktion af truppen på fire-fem spillere svarende til en årlig besparelse i løn, afskrivninger og øvrige omkostninger på omkring tre mio. kroner.
Ledelsen i den midjyske fodboldklub har dog ikke mistet troen på en gylden fremtid.
De kommende tre år regner man således med at kunne fremlægge en merindtjening på henholdsvis 9,2 - 12,3 og 15,0 mio. kroner.
Ifølge fondsbørsmeddelelsen skal denne indtjenings-stigning bl.a. sikres gennem et øget tilskuer-gennemsnit. Når den igangværende modernisering af Silkeborg Stadion er afsluttet, håber man, at der til hver hjemmekamp dukker 6.000 mennesker op.
Herudover ansætter man en ny salgschef, som sammen med sponsorgruppen samt adm. direktør Orla Madsen og salgs- og marketingdirektør Ole Knokgaard skal varetage den såkaldte koncept- og afsætningsside. Afdelingen betjener i øjeblikket cirka 160 store og mellemstore sponsorer med en årlig omsætning på omkring 15,5 mio. kroner.
Endelig etablerer man fra og med næste måned et IT-selskab med Ole Knokgaard som adm. direktør. Han og de tre medarbejdere erhverver hver 10 procent af aktierne, mens SIF Support ejer de resterende 60 procent.
B.T. forsøgte i går - forgæves - at få en kommentar fra klubdirektør Orla Madsen.