Det bliver vist overalt, fra Kasakhstan til Australien. Og til foråret kommer det også til Danmark.
TV2s nye underholdningssatsning ’Pengene på bordet’ er i øjeblikket et af verdens mest populære gameshow. Det er solgt til hele 34 lande, og i England er det så populært, at de allerede er i gang med sæson 10.
Herhjemme er optagelserne kun lige overstået. Eller det vil sige, optagelser i Sverige er kun lige overstået. TV2s kommende quizprogram er nemlig blevet til i et svensk tv-studie, med hovedsageligt svenske produktionsfolk og med intet mindre end et svensk publikum. Det har været yderst effektivt, fortæller Pelle Hvenegaard, som de fleste danskere kender som vært på ’Dagens mand’. Men denne gang er han gået bag kameraet som redaktør på programmet.
Billig løsning
- Både den svenske og den norske udgave er blevet optaget i Stockholm. Derfor var studiet allerede bygget op, og svenskerne kan derfor også det hele til fingerspidserne, siger han og indrømmer, at det også er en meget billig løsning for TV2 og Endemol, der har udviklet konceptet, da de slipper for at bygge et dyrt tv-studie op i Danmark.
I stedet har TV2 fløjet deltagerne til Stockholm og indlogeret dem på hoteller, ligesom værten Claus Elming og de ca. 15 danske produktionsfolk, der er med til optagelserne.
- Det er ret imponerende. Vi er her i alt syv dage, hvoraf to dage går med prøver og herefter bliver der lavet ti programmer på kun fem dage, siger Claus Elming, der i denne uge er blevet fritaget fra sin arbejdsplads, TV2 Sporten, mens optagelserne har fundet sted.
- Det er meget intenst. Og der sker mange ting oven i knoppen på en. Det er både mange informationer på kort tid, og så møder jeg mange deltagere på få dage, så det gælder om at holde energi til pæren, siger han og sammenligner det med en sportspræstation.
En brik på et hold
- Det drejer sig om, at jeg performer så godt som muligt, men egentlig er jeg bare en brik på et hold, og det er vigtigt, at jeg fokuserer på at udfylde netop min rolle og så sørge for, at deltagerne føler sig sikre, siger han.
Men den intense arbejdsproces er ikke den eneste udfordring: Claus Elming, der har værtserfaring fra blandt andet ’Vild med dans’, står også over for et publikum, der ikke forstår alt, hvad han siger. Publikum er nemlig svenskere.
Svensk komiker varmer op
- Det er egentlig o.k. For at være sikker på, at de er med, bruger jeg meget tid på scenen, inden optagelserne går i gang, siger han og fortæller, at der også er en svensk komiker, der varmer publikum op og får dem i godt humør, inden de skal ind i studiet.
Fakta om programmet:
Pengene på bordet Er et nyt quisshow, hvor to deltagere med tætte relationer kan vinde op til to mio. kr. til sammen. Konceptet er skabt det det hollandske produktionsselskab Endemol, der også står bag ’Big Brother’ og ’Deal No Deal’. Det vises lige nu i 32 lande, og derudover har Danmark og Norge købt rettighederne til programmet. Det sendes på TV2 til foråret.