Nyt løfte om billige boliger i København
Frank Jensen vil gøre, hvad Ritt Bjerregaard ikke formåede: Sammen med Enhedslisten vil overborgmesteren og Socialdemokraterne have opført tusindvis af billige boliger i København.
Frank Jensen vil gøre, hvad Ritt Bjerregaard ikke formåede: Sammen med Enhedslisten vil overborgmesteren og Socialdemokraterne have opført tusindvis af billige boliger i København.
Selvom hans forgænger ikke kunne indfri sit løfte om at bygge tusindvis af billige boliger, lover Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), nu tusindvis af almennyttige boliger i hovedstaden.
På opfordring fra Enhedslisten vil han gå ind i budgetforhandlingerne med et udspil om at fordoble budgettet til billige boliger til 130 millioner kroner i 2013. Det vil skabe 650 almene boliger – et niveau, Frank Jensen lover at holde de kommende år, skriver Politiken.
- Hvis den nuværende befolkningsudvikling med næsten 1.000 ekstra københavnere om måneden holder, skal vi bygge 45.000 nye boliger – heraf 9.000 almene – inden 2025, siger Frank Jensen.
Han forklarer, at det er kommunens mål, at 20 procent af alle nye boliger skal være billige. Derfor mener han også, at der nok skal blive flertal for idéen, som også vil kaste arbejdspladser af sig.
Boligerne vil primært skyde op i nye kvarterer som Nordhavn og Enghave Brygge i Sydhavnen, hvor der allerede er aftaler med grundejere. Huslejen i boligerne kommer ikke helt ned på de 5.000 kroner, som tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard (S) lovede i sin tid, men den bliver lavere end privat udlejningsbyggeri; gennemsnitlig 7.500-8.500 kroner for en lejlighed på knap 100 kvadratmeter.
Det er Enhedslisten, der har relanceret ideen om de billige boliger, som skal gøre det muligt for pædagoger, hjemmehjælpere og andre relativt lavtlønnede at kunne bo i byen.
Målet for Enhedslisten og Socialdemokraterne er, at alle bydele i København skal være for alle – så der ikke kommer opdeling i mellem de velstillede og dårligt stillede københavnere.
- Vi skal have stoppet den sociale skævvridning af byen. Ellers risikerer vi, at dele af København bliver for de rige, mens almindelige lønmodtagere og fattige bliver presset ud i bestemte boligområder, siger socialborgmester Mikkel Warming (EL) til Politiken.
De almene boligforeninger er positivt stemt for opførelsen af de nye boliger. KABs administrerende direktør, Jesper Nygaard, erklærer sig ligefrem »lykkelig« over kommunens udspil.
- Det er jo kun få måneder siden, at jeg i et debatindlæg påpegede, at det er lige præcis nu, hvor der er lavkonjunktur, at man har råd til at bygge billige boliger. Og billige boliger er vigtige for at give byer som Københavns mangfoldighed og sammenhængskraft, forklarer han.