Nyt københavnerforlig sikrer bedre skoler og færre lukkedage
En stor del af hovedstadens indbyggere er blevet tilgodeset i et nyt kommunalt forlig, som både sikre bedre forhold for børn, gamle, udsatte, cyklister og bilister.
En stor del af hovedstadens indbyggere er blevet tilgodeset i et nyt kommunalt forlig, som både sikre bedre forhold for børn, gamle, udsatte, cyklister og bilister.
Københavns yngste og skoleelever kan sammen med en lang række andre grupper i hovedstaden se frem til bedre forhold, efter at Københavns Borgerrepræsentation natten til lørdag er blevet enige om, hvordan et overskud på 830 millioner kroner skal fordeles.
Hovedstadens skoler får den største pose penge. 10 københavnske skoler skal gennemrenoveres for omkring 300 millioner kroner, og pengene skal blandt andet gå til nye varme- og ventilationsanlæg, som skal give indeklimaet et løft.
Derudover skal 41,7 millioner kroner sikre, at de udskældte lukkeuger, som blev indført sidste år i kommunens børnehaver og vuggestuer, bliver sløjfet helt.
Det var en mærkesag for De Konservative, og derfor glæder det konservative medlem af Københavns Borgerrepræsentation Rasmus Jarlov sig ikke overraskende over, at det blev gennemført.
- Det er en stor sejr for os. Nu er det ikke længere kommunen, som skal bestemme, hvornår folk skal holde ferie, siger han.
De Konservative havde oprindeligt slået på tromme for, at de mange ekstra millioner skulle gå til skattelettelser. Men det ønske bakkede kun Liberal Alliance op om, og derfor gik de Konservative i stedet efter at »sælge sig selv dyrt« og sætte markante konservative fingeraftryk i forliget, forklarer Rasmus Jarlov.
Det samme gjorde SF, mener partiets sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Ninna Thomsen.
- Det er en af de største sejre for SF i København nogensinde. Det er et forlig der viser, at SF og Socialdemokraterne stort set er lige store i hovedstaden, siger hun.
Ninna Thomsen fremhæver især, SFs aftryk på pengene til renovering af de københavnske skoler. Derudover glæder hun sig over, at der også bliver flere penge - i alt 68 millioner kroner - til istandsættelse af plejehjem og sociale tilbud.
- Det her viser, at vi tænker på byens børn, men også på de svage og udsatte, samt de ældre, forklarer hun.
Fordelingen af pengene er dog langt fra forløbet gnidningsløst. Forhandlingerne har været præget af drama, fordi en stor del af forliget så ud til at blive forhandlet på plads uden om overborgmester Frank Jensen og Socialdemokraterne, der er det største parti på rådhuset.
- Det er vist første gang nogensinde, at oppositionen i den grad har overtaget styringen af rådhuset. Vi fik presset Frank Jensen til det yderste, siger Rasmus Jarlov.
SFs Ninna Thomsen ønsker ikke at kommentere det faktum, at partiet var parate til at indgå forlig uden om Socialdemokraterne, men siger:
- Det her forlig har været rigtig vigtigt for SF. Partiets selvtillid har fået et løft, vi har vist, at vi er et stort parti, som man er nødt til at regne med.
Udover penge til skoler, daginstitutioner og plejehjem, er der blandt andet også blevet afsat 35 millioner kroner til ombygningen af den ydre del af Nørrebrogade, 80 millioner kroner til parkeringspladser samt 20 millioner kroner til fixerum på Vesterbro.
Forbedringerne kommer ikke til at koste københavnerne en rød reje. Pengene er i overskud fra sidste år, hvor hovedstaden brugte mindre, end der oprindeligt var budgetteret med. Det efterlod et overskud på 630 millioner, som blev suppleret af 200 millioner kroner fra udbyttet af salget af Københavns transmissionsnet.
Forliget er indgået af alle partier i Borgerrepræsentationen med undtagelse af Enhedslisten.