Nyt håb for flyrute mellem Esbjerg og København
Flyselskabet Sun-Air arbejder på at genåbne ruten Esbjerg-København. Planen lyder på to-tre daglige flyvninger fra foråret 2013.
Flyselskabet Sun-Air arbejder på at genåbne ruten Esbjerg-København. Planen lyder på to-tre daglige flyvninger fra foråret 2013.
Hvis det går som en række virksomheder i Esbjerg ønsker, vil Danmark næste år få sin syvende indenrigsrute. Ifølge nyhedssiden Check-in.dk overvejer flyselskabet Sun-Air at genoptage de daglige flyvninger mellem Esbjerg og København.
Esbjerg-København blev nedlagt i 1999, men 75 esbjergensiske virksomheder har gennem længere tid arbejdet for at få ruten genåbnet. Og det bliver altså i samarbejde med Sun-Air, der har hjemme i Billund.
- Vi mangler at træffe den endelige beslutning, men vores plan er at operere ruten med to til tre daglige returflyvninger fra foråret 2013, siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard til Check-in.dk.
Før Storebæltsbroen var Esbjerg-København en vigtig rute for Maersk Air, men ruten blev nedlagt, da broen åbnede i 1998. Året efter blev den kortvarigt genoptaget af Cimber Air, der dog hurtigt opgav. Ifølge Check-in.dk havde ruten dengang 60.000 passagerer årligt.
I dag benyttes Esbjerg Lufthavn først og fremmest til helikopterflyvninger til oliefelterne i Nordsøen samt enkelte flyvninger til oliebyerne Aberdeen i Skotland og Stavanger i Norge.