Det er snart mange år siden, at Pamela Anderson for alvor slog igennem iført den ikoniske røde Baywatch-badedragt. Men i det seneste nummer af mandebladet FHM beviser den 48-årige model, at alder ikke er andet end et tal.
Hun er efterhånden nået en alder, hvor mange modeller overvejer at gå på pension. Men ikke den tidligere 'Baywatch'-babe Pamela Anderson.
I sidste måned viste hun sig frem på forsiden af Flaunt Magazine, og nu pryder den 48-årige stjerne endnu et blad - nemlig det engelske mandeblad FHM - kun dækket lidt til af en dyne.
Dermed er hun bladets ældste forsidemodel. Indtil nu har kollegaen Carmen Electra på 42 år haft rekorden.
I bladet fortæller Anderson om sine oplevelser i det ikoniske Playboy Mansion:
»Det var en meget sexet tid. Det var meget vildt, men også respektfuldt. Mændene var elegante, og du var vild efter, at den mest karismatiske skulle lægge mærke til dig,« siger hun i interviewet ifølge Daily Mail.
Hun tilføjer, at der altid var god sex, men at hun aldrig kunne finde på at fortælle detaljerne videre. Men én ting har hun dog ikke noget imod at afsløre:
»Jeg har aldrig været sammen med nogen med min gode vilje, som jeg ikke var vildt forelsket i. Men jeg forelsker mig meget nemt.«
Pamela Anderson, der er mor til to store drenge, som hun har med eksmanden Tommy Lee, tilføjer, at hendes røde 'Baywatch'-badedragt ikke har levet et kedeligt liv bagerst i skabet, efter hun stoppede på 90'er-hitserien:
»Jeg har taget den på, hoppet i brusebadet og 'reddet' et par mænd gennem årene. Kun hjemme hos mig selv dog. Og sammen med venner.«