Så er der godt nyt for alle Sting-fans.

Ikke alene spiller Police-forsangeren på Plænen i Tivoli 13. juli.

23. september udsender den forhenværende skolelærer også sit første album med nyt materiale i mere end ti år.

Det nye album ’The Last Ship’ er inspireret af hans kommende teaterforestilling af samme navn.

’The Last Ship’ fortæller historien om skibsværftsindustriens endeligt i 1980’ernes Newcastle, som på godt og ondt både har formet og overskygget byen, dens udvikling og befolkning.

 

Forestillingen er baseret på Stings egen opvækst i skyggen af Swan Hunters Shipyard i Wallsend, Newcastle og det er således hans egne minder fra barndommen, der danner baggrunden for forestillingen, som udforsker helt centrale og universelle menneskelige spørgsmål som personlig udvikling, hjemlængsel og kompleksiteten i forholdet til andre mennesker.

’The Last Ship’ udkommer som album i flere forskellige formater den 23. september og udgives af Cherrytree/Interscope/A&M/Universal Music. Albummet er produceret af Rob Mathes (Sting, Eric Clapton, Elton John, Lou Reed, Carly Simon) og mixet af Donal Hodgson.

Teaterforestillingen, som Sting har arbejdet intenst på i næsten tre år, får premiere på Broadway i 2014 og er et samarbejde med Tony Award-vinderne Joe Mantello (director; Wicked, Other Desert Cities), John Logan (writer; Red, Skyfall)) og Brian Yorkey (writer; Next to Normal).