Statsministeren var selv vært ved en gallafrokost for mere end 1.000 prominente gæster på China World Hotel på selve dagen for jubilæet for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Kina.

Først optrådte en kinsesisk sanger, Mei Baojui, og derefter Jesper Thilo og hans band. Og så var det, næste nummer blev indtroduceret:

Poul Nyrup Rasmussen og den kinesiske sangerinde Meng Ge.

Hun sang først et vers af "Marken er mejet" på kinesisk. Men hun havde også lært sig at synge sangen på originalsproget. Og det gjorde hun sammen med Nyrup - samtlige vers på dansk kun akkompagneret af pianisten fra Jesper Thilos band.

De så lidt nervøse ud ved hovedbordet, da Nyrup gik i gang. Men det gik udmærket, Nyrup ramte de rigtige toner, og nummeret blev efterfulgt af et langt, taktfast bifald.

Nyrups rådgivere var tilfredse bagefter og mente, chefen havde klaret det godt. De var ikke så bekymrede for, at han ville op på scenen og synge - som om de kunne få ham ned igen, siger kilder.

Det var et vovestykke af rang - havde indslaget virket pinligt eller kikset, havde det været et alvorligt nederlag for øjnene af de prominente gæster og for erhvervsfremstødet i Kina, som Nyrup også er bannerfører for.

Idéen kom fra Danmarks ambassadør i Kina, Christopher Bo Bramsen. Han spillede selv saxofon med Jesper Thilo på en jazz-café onsdag aften, og det var her, idéen opstod til, at Nyrup også kunne optræde.

Men han foretrækker at synge, og valget faldt på "Marken er majet", fordi den sjovt nok er et hit i Kina.

Men med masser af image på spil er det at give et nummer ikke bare noget, man lige gør. Og folk fra den danske ambassade stak fingeren i jorden først. De havde følere ude tidligere på dagen, hvor de fortroligt spurgte centralt placerede kinesere, hvordan de troede, reaktionen ville være, hvis Nyrup gik på scenen og sang "Marken er mejet".

De mente, kineserne har humor, og at reaktionen ville være god, og sådan er det efter alt at dømme også gået.

I inderkredsen omkring statsministeren betegner man det ligefrem som hans "come-back som sanger".

For tre år siden gik det knap så godt, da han sang Elvis-klassikeren "Love Me Tender" i et direkte TV-program, mens Lone Dybkjær smilende så til.

Til gengæld er der nok mange hjemme i Danmark, der knurrer over igen at se Nyrup på slap line på fremmede himmelstrøg.

For godt to år siden, da statsministerparret var i Sydafrika, dansede han på scenen med et lokalt band i en jazz-klub i Johannesburg. Under den efterfølgende valgkamp brugte Venstre billedet af den dansende Nyrup sammen med billedet af en seriøs, piberygende Uffe Ellemann-Jensen og spurgte:

Hvem vil du vælge.

Nyrup vandt som bekendt alligevel valget. Og selv om han måske ikke ligefrem vandt kinesernes hjerte i går, stødte han dem i hvert fald heller ikke væk.

Selv siger Nyrup:

"Ambassadøren kender jo min tilbøjelighed til at synge. Christopher fik idéen, og jeg syntes, det kunne være meget sjovt, hvis det faldt for. Og det gjorde det så. Men det bør ikke få negativ indflydelse på ambassadørens fremtidige karriere.

Jeg var ikke vildt begejstret for det til at begynde med. Men engang imellem skal man jo træffe nogle beslutninger."

Hvordan synes du selv, det gik?

"Det er svært at vurdere. Jeg registrerede, at folk rejste sig op, det var de jo ikke blevet bedt om. Det var fint med den yndige sangerinde, som sang rigtig godt.

Og så spurgte jeg min kone bagefter, og hun har givet mig en pæn karakter for det. Jeg tror, vi ramte en humoristisk åre," siger Nyrup.