Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kaster sig nu ind i den ophedede debat om dagpenge, der har præget Socialdemokraternes kongres, der åbnede fredag i Aalborg.

Det er muligt at bevare den økonomiske ansvarlighed, selv om man gør det nemmere at få ret til dagpenge, lød budskabet fra den tidligere partileder og europaparlamentariker, der fra talerstolen opfordrede regeringen til at se på muligheden for at ændre genoptjeningsretten - den tid man skal arbejde for at gøre sig fortjent til dagpenge igen.

- Der står om genoptjeningsprincippet (i dagpengeaftalen fra 2010, red.), at man sparer 70 millioner kroner. Jeg siger bare lidt stilfærdigt, kære Margrethe (Vestager, red.) kunne du ikke godt lige tænke over det. Jeg mener 70 millioner kroner - det er da til at overse, lød det fra Poul Nyrup Rasmussen, hvilket de omkring 800 socialdemokrater i salen kvitterede med stående applaus.

Reaktionen er et udtryk for et ømt punkt hos Socialdemokraterne. De strammere dagpengeregler har nemlig været en varm kartoffel gennem hele Socialdemokraternes kongres, hvor en lang række utilfredse socialdemokrater, herunder LO-formand Harald Børsting, har været på talerstolen og udtrykke bekymring for de strammere dagpengeregler, som betyder, at dagpengeperioden forkortes til to år og at genoptjeningsretten fordobles til et helt år.

Kritikken fra de mange socialdemokrater fik lørdag statsminister Helle Thorning-Schmidt på banen.

- Når jeg hører jer tage ordet, så hører jeg mennesker, der er dybt bekymrede over, at andre kommer i klemme, sagde Helle Thorning-Schmidt.

- De mennesker, som kommer i klemme 1. januar, skal selvfølgelig have en hjælpende hånd, ligesom vi også i 1990erne ønskede at hjælpe de mennesker, der kom i klemme, da vi sænkede dagpengeperioden fra syv til fire år - og ligesom vi selvfølgelig ønsker at hjælpe de mennesker, der falder ud af dagpengesystemet hver eneste dag. Vi giver ikke op, vi tager fat, og vi bliver ved og ved, erklærede hun.

Helle Thorning-Schmidt slog dog samtidig fast, at der ikke er råd til at forlænge dagpengeperioden, men hun nævnte ikke noget om genoptjeningsretten.

Ifølge Poul Nyrup Rasmussen er der dog ikke noget til hinder for at gøre det nemmere at optjene ret til dagpenge samtidig med, at man er økonomisk ansvarlig.

- Jeg tror sagtens, vi kan bevare vores ansvarlighed og så bruge de genoptjeningsregler, der gjaldt før, at DF og den daværende regering indgik deres aftale, og så er det jo, jeg siger, at det er ikke noget vildt forslag, sagde Poul Nyrup Rasmussen, der mener, at regeringen har fået en svær start.

Finansminister Bjarne Corydon (S) kalder spørgsmålet om, hvorvidt der er råd til at gøre det nemmere at genoptjene ret til dagpenge »filosofisk«

- Jeg styrer den økonomiske politik og de ting, jeg har ansvaret for, på grundlag af vores regeringsgrundlag, og de ting står fuldstændig fast, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Socialdemokraternes 2012-kongres i Aalborg slutter søndag.