Med to timers sejlads i bugten ud for Hongkong og middag på en fiskerestaurant omgivet af ivrigt snakkende kinesere satte statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Lone Dybkjær i dag punktum for deres Kinarejse. Samtidig fejrede de bryllupsdag, og de var enige om, at den måde at slutte dagen på var den helt rigtige markering af seks års dagen for ægteskabet.

Det er en mærkedag, som de i øvrigt ikke fejrer så tit. De har begge job, der ikke respekterer personlige festdage. Nyrup er som statsminister ofte væk hjemmefra, og det samme er Lone Dybkjær, der repræsenterer de radikale i Europa-Parlamentet.

Kina-rejsen har varet siden sidste lørdag.

/ritzau/