En arbejdsplads af den type, der tidligere var en typisk del af det socialdemokratiske bagland.
Men ikke mere.
Blandt de brandfolk B.T. satte stævne, havde kun en enkelt bestemt sig til også at krydse ud for liste S næste gang. Det er formanden for de københavnske brandfolk Ole Nielsen:
"Jeg er medlem af partiet, så jeg stemmer selvfølgelig også på det. Men det bliver uden glæde, uden entusiasme," siger Ole Nielsen.
En del af forklaringen på partiets nedtur hænger sammen med Nyrups person, mener Ole:
"Han taler ned til folk. Der er alt for meget akademiker over ham, han kunne godt bruge noget af Uffes slagkraft."
"Ja, han virker arrogant. En tør fisk uden lige," tilføjer Erik Bregnfelt, der bakkes op af de andre brandfolk, der mener, at Nyrup "ikke er nogen god frontfigur".
Men heller ikke Socialdemokratiets politik vækker begejstring hos brandfolkene:
"Alle husker stadig, hvad der skete med efterlønnen. Trods Nyrups løfter blev ordningen jo forringet, fordi vi nu selv skal betale for det. Jeg ved da godt, Nyrup skal finde et flertal for sin politik, men når han inden valget udtaler sig så markant om efterlønnen, virker det ikke troværdigt at komme og forringe ordningen," siger Ole.
"Og så er der privatiseringen, som Socialdemokratiet også er hoppet med på. Det er snart ikke til at se forskel på dem og Venstre. Regeringen er alt for fokuseret på økonomi - og glemmer helt at se på kvaliteten af arbejdet," siger Jørn Jakobsen.
Heller ikke Nyrups støtte til dansk deltagelse i ØMUen tiltaler brandfolkene:
"Socialdemokraterne er blevet alt for pro-EU efterhånden. De vil have os ind i ØMUen og strøget forbeholdene. Det er jeg i hvert fald imod," siger Knud Mikkelsen.
Udlændingepolitikken deler derimod brandfolkene noget. Flere mener, at Nyrup i for høj grad "danser efter Pia Kjærsgaards pibe", mens andre hæfter sig mere ved problemerne på udlændingeområdet.
Samtlige brandfolk er til gengæld enige om, at Nyrup og Socialdemokratiet har glemt arbejderne - og i dag helt styres af en akademisk elite. Det irriterer brandfolkene, at partitoppen ikke har prøvet livet på gulvet på deres egen krop.
Men det er ikke alle socialdemokraterne, brandmændene har mistillid til. Fødevareminister Henrik Dam Kristensen får således pæne ord med på vejen:
"Han virker langt mere jordnær end Nyrup. Og så er det en fordel for et arbejderparti at have en leder, der kommer fra arbejdermiljøet," siger Ole.
Også de andre brandmænd opfatter Dam Kristensen som "troværdig" og "en ærlig mand", og fødevareministeren ses som et oplagt bud til at efterfølge Nyrup. Men om partiet kan vinde næste valg selv med Dam Kristensen som frontfigur, tvivler flere af brandmændene på.
Justitsminister Frank Jensen og erhvervsminister Pia Gjellerup nævnes normalt som andre kandidater til partitoppen, når Nyrup går af. Reaktionen på de to er ikke til at tage fejl af blandt brændmændene:
Brandstationen genlyder af et øredøvende latterbrøl!
"Det skal i hvert fald ikke være Pia Gjellerup," siger Erik.
"Heller ikke Frank," fastslår Knud, mens Poul-Erik betegner begge kandidater som "en joke".
Men foreløbig sidder Nyrup stadig ved roret, og brandmændene er ikke det mindste i tvivl om, hvad der vil ske ved næste valg:
"Nyrup har ingen chance for at vinde næste gang. Ingen som helst chance," lyder konklusionen fra Fælledvejens Brandstation.