Michael og Karina Stralner bruger hver eneste dag på at lede efter deres søn, Thomas, der forsvandt lørdag 16. januar om natten. Nu forsøger en frivillig kvinde at hjælpe familien Stralner økonomisk.
Politiet har for nyligt indstillet den aktive efterforskning, så nu er det kun familien Stralner og frivillige, der leder efter den 19-årige Thomas. En af disse er 38-årige Nynne Frederiksen fra Randers, der har været med næsten fra starten. Hun kan hverken dykke eller sejle i båd, så hun har hjulpet ved at lave mad til de mange frivillige, der er dukket op i weekenderne for at lede efter Thomas. Og for nyligt fik hun en idé.
LÆS OGSÅ: Familien til forsvundne Thomas ramt af ny tragedie: 'Jeg kan næsten ikke rumme det'
»Jeg ved jo, at der kommer en regning på et tidspunkt formentlig med en begravelse osv. Michael og Karina er langtidssygemeldte. Karina og Michael var ikke så vilde med ordet indsamling. De føler, at folk gør nok. Så jeg tog en snak med dem en dag. Jeg havde et behov for, at de gav et ok for indsamlingen. De skulle ikke være med i gruppen eller deltage i gruppen, jeg ville stå for det hele,« siger Nynne Frederiksen.
Hun har oprettet den lukkede gruppe Thomas på Facebook, som du kan se ved at klikke her. Her er de i skrivende stund omkring 1200 medlemmer. Der er dog ikke startet en officiel indsamling endnu, da Nynne Frederiksen skal bede om tilladelse til det. Hun håber dog på at få tilladelsen hurtigere end de 14 dage, som det normalt tager. Hun har sendt anmodningen ind i dag.
Det eneste, som ærgrer Nynne Frederiksen, er, at der er nogle folk, som ikke stoler på, at hun vil familien det bedste. Hun forklarer, at indsamlingen kommer til at gå i gennem hjemmesiden Caremaker. Men hvorfor tager en fremmed person sådan et initiativ?
»Jeg er selv mor, og hvis det var min pige, der var savnet, så ville jeg ønske, at folk hjalp mig;« siger hun og roser familien Stralner for deres styrke i denne ubegribeligt, tragiske situation.
»Vi taler om to desperate forældre, der står og pisfryser hver evigt eneste dag ved Randers Havn. At de har overskud til at undskylde på Facebook for, at de ikke lige har skrevet til omverden, hvordan det går. Det er flot. De har taget hele Randers med sig fra starten af og været åbne omkring deres følelser og tanker. Så de skal bare have noget igen. Når det her er overstået, så skal det gå så smertefrit for dem, som det er muligt,« siger hun og lægger vægt på, at pengene i første omgang forhåbentligt kommer til at række til en eventuel begravelse.
Tidligere har Michael Stralner fortalt til BT, at de har haft svært ved at bede om hjælp, men det er samtidigt rart, at folk vil hjælpe. De har endnu slet ikke overskud til at tænke på alt det økonomiske. Lige nu handler det kun om at få deres søn hjem igen.
»Alt handler om Thomas nu, og det kan vi ikke ryste os af med. Det kan man ikke som forælder. Det kommer til at fylde alt og ens mave er en stor knude, der skal løsnes op. Før vi har fundet Thomas, kommer vi ikke videre i vores liv. Det kan ikke lade sig gøre,« har Michael Stralner sagt.
Familien har planlagt en større eftersøgning på lørdag, hvor frivillige kan gøre ved at skrive til Michael Stralner eller i gruppen Facebook Randers.
Har du informationer i sagen, så bedes du henvende dig til politiet på 1-1-4.