SPONSORAT: Buerup-Reerslev Idrætsforening - i daglig tale kaldet BRIF, er i øjeblikket glade for et flot tilskud på 10.000 kroner fra Nordea Fonden, som er blevet brugt til et kæmpe træningsspejl.
Det er især Tai Chi-udøverne som længe har sukket efter spejlet, da indøvelsen af bevægelser og stillinger gøres lettere ved brug af spejlet.
Stor interesse
Det er fjerde sæson i træk, at BRIF har Tai Chi på programmet, og det har vist sig at være en stor succes. Da Tai Chi blev udbudt tilbage i 2009 var der kun fem tilmeldte - i dag har det været nødvendigt for instruktør Michael Foss at oprette to hold. Tai Chi er for alle - uanset alder, og det bærer tilslutningen også præg af. Hver mandag bliver der knoklet og svedt, for at få lært de graciøse bevægelser - der umiddelbart ser så lette ud.
Oplært hos en mester
Instruktør Michael Foss fik officielt sit instruktørcertifikat i juli 2011 på en sommerlejr hos Master Jesse Tsao i San Diego, Californien. Master Jesse er internationalt anerkendt, og han har uddannet Tai Chi-instruktører fra det meste af verden.
Nyd opvisningen
Hvis man har lyst til at se, hvad BRIF’s Tai Chi-hold formår, så kan man nyde de graciøse bevægelser til DGI’s forårsopvisning i Kalundborg Hallerne den 2. marts. meje