Nye spor i Amagermandsagen
Smykker fra voldtægtsofre fundet hos Amagermandens ældste søn, der også er sigtet for at hjælpe med sædsmugling.
Smykker fra voldtægtsofre fundet hos Amagermandens ældste søn, der også er sigtet for at hjælpe med sædsmugling.
Drabschef Jens Møller fra Københavns Politi fortæller til bt.dk, at flere smykker, der blev stjålet fra Amagermandens voldtægtsofre, er fundet af politiet. Det drejer sig om flere sølvsmykker, der blev fundet hos Marcel Lychau Hansens ældste søn, der også er sigtet for at hjælpe faren for at smugle sæd ud af fængslet. Smykkerne blev stjålet i forbindelse med den firedobbelte voldtægt på Ingolfs Allé i 1995, hvor der i alt blev stjålet smykker for en værdi af 69.280 kr. I forbindelse med voldtægterne blev der også stjålet en del unikke smykker, og de er onsdag genkendt af ejeren, lyder det fra Københavns Politi. Smykkerne blev fundet i forbindelse med, at Københavns Politi fredag den 16. december 2011 foretog en ransagning hos Marcel Lychau Hansens ældste søn, fordi hans daværende kæreste havde opsnappet breve med Amagermandens udsmuglede sæd. På Ingolfs Allé blev der i alt stjålet guldsmykker og omkring 90 sølvsmykker. Guldsmykkerne er ikke dukket op, hvorimod alle sølvsmykkerne formentlig nu er tilvejebragt. Grundet den videre efterforskning er smykkerne dog ikke detaljeret optalt. - Der er på nuværende tidspunkt ikke sigtet nogen personer i forbindelse med sagen, siger Jens Møller til bt.dk. På nuværende tidspunkt ønsker Københavns Politi ikke at give yderligere oplysninger i sagen, og tilsvarende ønsker Københavns Politi således ikke at medvirke i interviews om indholdet i denne pressemeddelelse.