En Uber skal køre kunderne fra A til B. Den skal ikke skabe nye intime relationer eller frække aftaler.

Det slår folkene bag den kontroversielle taxaservice fast i deres nye 'retningslinjer for fællesskabet'.

'Det er okay at snakke med andre mennesker i bilen. Men vær søde ikke at kommentere på andres udseende eller spørge, om de er i et forhold,' skriver Uber i regelsættet, der blev opdateret med dette afsnit i sidst uge.

'Og lad være med at røre eller flirte med andre i bilen. Vi må minde om, at Uber har en ingen-sex-regel. Det betyder ingen seksuel adfærd mellem chauffør og passagerer under nogen som helst omstændigheder.'

Uber skriver endvidere, at passagerer bør foretage eventuelle telefonsamtaler ganske lavmælt samt undgå at ødelægge noget og generelt holde sig til den lokale lovgivning.

Gør man ikke det, kan man risikere at blive ekskluderet fra app'en, så man fremover må holde sig til de gode gamle taxaer eller tage bussen hjem fra byen.

Og efter netop byture kan det være en god idé at holde sig i skindet, hvis man vil snuppe en Uber. Man kan nemlig også blive forvist fra app'en, hvis man brækker sig i en bil eller spilder mad og drikkevarer.

Selvom Uber fortsat bliver mere populært i Danmark, så blev det i år endeligt slået fast, at pirattaxaservicen er ulovlig, da seks chauffører fik bøder på mellem 2.000 og 6.000 kroner i byretten i København. Den dom blev stadfastet i Østre Landsret i november, efter chaufførerne ellers havde anket sagen.

For nylig kom det så frem, at de frivillige chauffører, der booker sig ind på køreture via app'en Uber, tjener kassen på at fragte passagerer fra A til B.

Sidste år tjente én Uber-chauffør 586.892 kroner på taxakørsel, viste tal fra SKAT. Vel at mærke efter, at Uber havde trukket 20 pct. i provision. Til sammenligning tjente en gennemsnitlig taxa-chauffør i Danmark sidste år omkring 295.000 kroner.