Ondsindet sladder bliver ved med at florere ovenpå pædofilisagen fra Skjern, hvor en 34-årig mand blev idømt 15 måneders ubetinget fængsel.

Først var det den tidligere ejer af PhotoCare i Skjern, Peter Juul Jensen, som sladderen mente var identisk med den 34-årig mand. De rygter er blevet manet i jorden, men nu er det så en af de tidligere ansatte hos PhotoCare, der er genstand for urigtige rygter.

39-årige Bjarne Ingemann Andersen fra Faster er af rygtesmedene blevet udnævnt til at være identisk med den dømte 34-årige.

»Mine børns dagplejemor er blevet spurgt om, hvad der så skal ske med børnene, når nu jeg skal i fængsel,« fortæller Bjarne Ingemann Andersen, der er dybt ulykkelig over at blive stemplet.

Årsagen til rygtestrømmene skal findes i, at den dømte tidligere drev en forretning i Skjern. Den lukkede han for flere år siden, og rygtesmedene er derfor begyndt at kigge efter lukkede forretninger i Skjern. Her er de så faldet over PhotoCare, der lukkede i år, men PhotoCare har på ingen måde haft noget som helst at gøre med den dømte.